Arkiv | maj, 2011

Guld og grønne skove i Din Baghave

27 maj

Da jeg trådte ind i butikken Din Baghave på Tullinsgade på Vesterbro var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at grønthandler Mette Helbæk har formået at skabe et unikt forretningskoncept. Der går da også rygter om, at Mette Helbæk er blevet kontaktet af det toneangivende magasin Monocle, der har meddelt, at Din Baghave kommer til at figurere på en liste over verdens bedste butikker.

Din Baghave er med egne ord en gårdbutik midt i byen og har i dag tre butikker rundt omkring i København.  Din Baghave sælger sæsonens lokalt dyrkede frugt og grønt. Som oftest økologisk eller biodynamisk. Hos Din Baghave finder man grøntsager af høj kvalitet, som ikke er til at få andre steder, da de normalt slet ikke kommer i detailhandlen. Det er asparges, gulerødder og grønne jordbær fra den lammefjordske grøntsagskonge Søren Wiuff og knoldselleri og ræddiker fra det biodynamiske landbrug Kieselgården. Producenter der ellers leverer til Københavns michelinrestauranter.

Hvorfor er konceptet så stærkt, kan man spørge. Fordi det udgør en konceptuel helhed, hvor der også er tænkt på forbrugeren med lækre opskrifter, nyhedsbreve og mulighed for bestilling via hjemmesiden. Hos Din Baghave er grøntsagerne pludselig blevet et lækkert luksusprodukt i sig selv frem for kun at agere tilbehør til de røde bøffer lørdag aften.

Men her er der vel at mærke tale om luksus, som er til at betale. Grøntsagerne er dyrere end hos Netto, men ikke nødvendigvis dyrere end hos SuperBrugsen og Irma. Når man frekventerer Din Baghave møder man da også alt fra bevidste øko-småbørnsmødre til mænd, der går op i råvarer og gastronomi og folk der bare er ude efter noget særligt til weekendens gæstemenu.

Forretningsmodellen er stærk fordi Din Baghave udnytter et hul i markedet. Ren Blue Ocean idet Din Baghave har formået at skabe et helt nyt markedsrum og gjort sig fri af hidtidig konkurrence. Din Baghave differentierer sig på flere måder både fra de traditionelle grønthandlere og supermarkeder på den ene side og lokale farmer markets på den anden side:

Din Baghaves udvalg og præsentation af grøntsagerne adskiller sig markant fra de mange traditionelle grønthandlere, der trods et stort vareudbud ligner hinanden til forveksling og ofte konkurrerer på pris frem for kvalitet. Der er også milevidt til de store supermarkeders frugt og grønt afdelinger, hvor hver enhed helst skal være så stor, skinnende og pletfri som muligt og hvor det meste gemmer sig bag plastic. Hos Din Baghave er det derimod synligt, hvor grøntsagerne kommer fra. Både helt konkret fra hvilken lokal producent og i mere overført forstand fordi der stadig er jord på.

Umiddelbart minder Din Baghave mere om de såkaldte farmer markets, hvor bønder og producenter tager ind til byen og sælger deres varer fra en bod. Men hvor farmer markets som regel er arrangeret af lokale ildsjæle og som oftest finder sted i forbindelse med en særlig event, er der åbent hver dag hos Din Baghave. Samtidig har Mette Helbæk, i modsætning til bønderne på farmer markets, formået at gøre en forretning ud af det. Den enkelte avler skal bruge tid og ressourcer på at pakke bilen og at komme ind til byen og tjener måske kun få tusinde på at sælge jordbær og kartofler den dag – hvis det da ikke regner og de fleste varer skal med retur til Fyn eller Jylland. Her kommer Din Baghave ind som et nyt bindeled mellem producenter og forbrugere. Og er i stand til at skabe en omsætning i kraft af kontakten til en række leverandører.

Din Baghave efterlever dermed strategiguruen Michael E. Porters definition på strategi forstået som strategisk positionering, der adskiller virksomheden fra resten af markedet:

  1. Strategi handler om at skabe en unik position (en helt ny type forretning).
  2. Strategi kræver valg og dermed også fravalg (kun sæsonens vare fra lokale producenter)
  3. Strategi handler om at skabe ’fit’ mellem virksomhedens forskellige aktiviteter (butik, opskrifter og nyhedsbrev hænger sammen og understøtter hinanden).

Jeg glæder mig til at se, hvad det næste Din Baghave finder på, er, og ønsker al mulig held og lykke med projektet. Det bliver også spændende at følge, om forbrugernes behov for konceptstærke tilbud stiger herfra.

Med kærlig hilsen

Line Bjerregaard Jessen

Brugerinddragelse og brugerdød

16 maj

For ikke så længe siden deltog jeg i et seminar, der stillede skarpt på brugerinddragelse. Som så mange andre arrangementer handlede seminaret om, hvad virksomheder og organisationer vinder ved at inddrage brugerne i deres arbejde, udvikling og innovation. Og vi var alle sammen enige om, at brugerne var og er svaret på hvis ikke alle så mange af virksomhedernes udfordringer.

Som etnolog har jeg studeret brugere lige siden jeg startede på universitetet. Jeg er uddannet til at bedrive etnografi med Bronislaw Malinowski som forbillede, hvor etnografens mål er ”…to grasp the natives point of view, his relation to life, to realize his vision of the world”. En i al sin enkelthed meget tidskrævende praksis, hvis etnografien skal udføres helt i Malinowskis ånd.

Som rådgiver studerer jeg stadig brugere. Men nu under andre forudsætninger. Der er faste deadlines, en del mindre tid og (heldigvis) en kunde der forventer et produkt, hvor brugerindsigterne er transformeret til anbefalinger og handlinger.

Kort sagt har jeg haft fokus på brugere de sidste 10 år. Derfor mener jeg naturligvis, at det ofte er en god ide at inddrage brugere. Men jeg mener også, at der findes rigtig megen nyttesløs brugerinddragelse, hvor brugerinddragelse mere får karakter af legitimering end egentlig inddragelse og involvering. Og så mener jeg også, at der kan være tilfælde, hvor det er bedst at lade være med at inddrage brugerne – og lade eksperterne råde.

For hvad sker der, når man lægger al ansvaret for et felts problemstilling i hænderne på brugerne?

Et generisk eksempel. Spørger man forældrene til de legende børn, hvilken slags legeplads de gerne vil have, vil de altid svare større.

Et eksempel fra min verden. Jeg har netop lagt sidste hånd på en analyse, hvor der fra starten var blevet tegnet et billede af en brændende platform for en gruppe af brugere. Med det billede gik jeg i felten for at studere brugere. Og videreførte en diskurs om den brændende platform. Som man spørger, får man svar. Og det er her, vi som eksperter har en forpligtelse over for brugeren. Vi må ikke fralægge os ansvaret og lade det være op til brugerne alene at definere behov, retning eller anbefalinger. Og vi har en forpligtelse i forhold til at sikre os, at vi stiller de rigtige spørgsmål koblet med en god gammeldags gang observation. For der er som bekendt ofte langt mellem det folk siger de gør og deres reelle praksis.

I det konkrete studie hvor opdraget var en brændende platform, viste det sig ret hurtigt at, brugerne var ganske tilfredse. Men borede vi længe nok, kunne de da godt komme med nogle negative eksempler. Derfor blev en negativ vinklet historie hurtigt afløst af en positiv fortælling – baseret på brugernes input. Men det var svært at gøre sig fri af opdraget og svært at stille de rigtige spørgsmål, hvilket er ekspertens grundvilkår som oversætter i spændingsfeltet mellem opdragsgiver og brugere.

Tilbage til seminaret. Efter at have brugt en hel dag på at hylde brugere og brugerinddragelse var det tid til at runde seminaret af. Jeg henledte opmærksomheden på Rasmus Bech Hansen artikel, der netop havde skrevet en provokerende artikel, hvor han erklærer brugeren død. Der gik et gisp gennem salen. Hvad bildte han sig dog ind.

Jeg er ikke enig i alle hans pointer. Men brugerinddragelse er ikke altid godt. Nogle gange er det sågar bedre helt at undlade at inddrage. Og brugerinddragelse forpligter. Både i forhold til eksperternes kompetencer, men også i forhold til, hvordan brugernes input tages med videre. Vi er vel alle blevet spurgt, hvor badebroen på Islands Brygge eller parkeringshuset blev af – efter man havde spurgt en gruppe af brugere, hvad de gerne ville have.

Tænk på det næste gang, du spørger din bruger:-)

Kærlig hilsen Christa Brønd.

Fake or real?

2 maj

I vores verden hører vi ordet autenticitet så mange gange, at vi nogle gange er ved at få det galt i halsen. Vi kan næsten høre os selv klappe det for at få det helt rigtigt: Au-ten-ti-ci-tet. Når man arbejder med oplevelser og turisme, er det svært at komme uden om. Der er udgivet adskillige bøger om emnet. Fx skrev Joe Pine og Henry Gilmore i 2007 ”Authenticity – What consumers really want”. I bogen udforsker de begrebet ud fra en forestilling om, at det er det autentiske, der sælger. Lige meget om vi taler om en attraktion, et tøjmærke, en butik, en it-leverandør eller en advokat. Du skal bare være autentisk. Og det er jeg et langt stykke henad vejen enig i.

Men det kan næsten blive lidt helligt at høre på. Og derfor smilede jeg forleden, da jeg faldt over historien om Graceland i Randers. Tænk en gang! Nogen har fået den fantastiske ide at opføre en kopi af selveste ”Kongens” hus i Danmark og lave et eventhus ud af det. Og så i Randers af alle steder. Jeg er vild med det!

Det er befriende, når folk får den slags ideer og bare gør det. Jeg har været med til at lave et hav af markedsvurderinger af attraktioner og oplevelsescentre gennem årene. Og jeg kan simpelthen ikke forestille mig, hvordan resultatet af sådan en analyse ville se ud, hvis Graceland i Randers havde været konceptet, der blev testet. Jeg er ret sikker på, at man nok skulle undersøge nogle ikke-erkendte behov rundt omkring for at bevise et stort markedspotentiale.

Og dog. For ideen er så tilstrækkelig vild og unik til, at den måske netop kunne stå på mål for en markedsanalyse. Pine og Gilmore taler om, at man kan opdele oplevelser i forhold til autenticitet ud fra en lille matrix:

Oplevelser kan sådan set være autentiske nok, uanset om de er fake-fake eller real-real eller noget ind i mellem. Det handler om, hvordan man kommunikerer. I matricen er der fint plads til Graceland i Randers. Ophavsmanden – Henrik Knudsen – er brændende, glødende Elvis-fan med kontakterne i orden. Priscilla synes vist nok også, at det er en god ide. Og han har opbygget en stor samling med Elviseffekter, som bliver kernen i udstillingen. Så selvom man umiddelbart kan tænke, at Graceland i Randers er så fake, som det overhovedet kan blive, så tror jeg faktisk er kernen er vældig real. Graceland i Randers er selvfølgelig 100% fake. Graceland ligger jo i Memphis. Men Graceland i Randers er ærlige omkring det og bygger på en anden historie – nemlig historien om den største fan. Og det giver autenticitet.

Men nu skal det hele ikke blive alt for akademisk. For i virkeligheden har jeg bare sådan lyst til at sige held og lykke til Henrik og hans Graceland, for jeg er vild med ideen.

Og en ting er sikkert: Jeg skal helt klart på besøg og have en ”Fried white bread sandwich with peanut butter and slices of
 grilled banana” i Highway 51 Diner, næste gang jeg kommer forbi Graceland Randers Vej 3!

Kærlig hilsen Anna Porse Nielsen

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 70 other followers