I vores verden hører vi ordet autenticitet så mange gange, at vi nogle gange er ved at få det galt i halsen. Vi kan næsten høre os selv klappe det for at få det helt rigtigt: Au-ten-ti-ci-tet. Når man arbejder med oplevelser og turisme, er det svært at komme uden om. Der er udgivet adskillige bøger om emnet. Fx skrev Joe Pine og Henry Gilmore i 2007 ”Authenticity – What consumers really want”. I bogen udforsker de begrebet ud fra en forestilling om, at det er det autentiske, der sælger. Lige meget om vi taler om en attraktion, et tøjmærke, en butik, en it-leverandør eller en advokat. Du skal bare være autentisk. Og det er jeg et langt stykke henad vejen enig i.
Men det kan næsten blive lidt helligt at høre på. Og derfor smilede jeg forleden, da jeg faldt over historien om Graceland i Randers. Tænk en gang! Nogen har fået den fantastiske ide at opføre en kopi af selveste ”Kongens” hus i Danmark og lave et eventhus ud af det. Og så i Randers af alle steder. Jeg er vild med det!
Det er befriende, når folk får den slags ideer og bare gør det. Jeg har været med til at lave et hav af markedsvurderinger af attraktioner og oplevelsescentre gennem årene. Og jeg kan simpelthen ikke forestille mig, hvordan resultatet af sådan en analyse ville se ud, hvis Graceland i Randers havde været konceptet, der blev testet. Jeg er ret sikker på, at man nok skulle undersøge nogle ikke-erkendte behov rundt omkring for at bevise et stort markedspotentiale.
Og dog. For ideen er så tilstrækkelig vild og unik til, at den måske netop kunne stå på mål for en markedsanalyse. Pine og Gilmore taler om, at man kan opdele oplevelser i forhold til autenticitet ud fra en lille matrix:
Oplevelser kan sådan set være autentiske nok, uanset om de er fake-fake eller real-real eller noget ind i mellem. Det handler om, hvordan man kommunikerer. I matricen er der fint plads til Graceland i Randers. Ophavsmanden – Henrik Knudsen – er brændende, glødende Elvis-fan med kontakterne i orden. Priscilla synes vist nok også, at det er en god ide. Og han har opbygget en stor samling med Elviseffekter, som bliver kernen i udstillingen. Så selvom man umiddelbart kan tænke, at Graceland i Randers er så fake, som det overhovedet kan blive, så tror jeg faktisk er kernen er vældig real. Graceland i Randers er selvfølgelig 100% fake. Graceland ligger jo i Memphis. Men Graceland i Randers er ærlige omkring det og bygger på en anden historie – nemlig historien om den største fan. Og det giver autenticitet.
Men nu skal det hele ikke blive alt for akademisk. For i virkeligheden har jeg bare sådan lyst til at sige held og lykke til Henrik og hans Graceland, for jeg er vild med ideen.
Og en ting er sikkert: Jeg skal helt klart på besøg og have en ”Fried white bread sandwich with peanut butter and slices of grilled banana” i Highway 51 Diner, næste gang jeg kommer forbi Graceland Randers Vej 3!
Kærlig hilsen Anna Porse Nielsen
Tags:Autenticitet, Oplevelser, Turisme
Jeg er helt enig i dine betragtninger, Anna – autenticitetsbegrebet er ikke til at komme udenom; men selvom det til tider kan virke højhelligt, så er det ikke desto mindre et meget afgørende parameter i menneskers vurderinger. Det, jeg på den ene side finder enormt frustrerende ved begrebet, men samtidigt utroligt befriende, er autenticitetsbegrebets flydende definition. For hvad der fremstår som autentisk for mig, er ikke nødvendigvis autentisk for dig. Inden for musikverdenen er der en fortsat diskussion af autenticitet i klassisk versus rytmisk/populærmusik. En diskussion, jeg mener, ville være interessant at se i forhold til Rambølls ‘Analyse af pengestrømme og ressourcer i dansk musikliv’ (december 2010). Her fremgår det bl.a., at af den statslige musikstøtte går 70% til den klassiske musik, mens kun 25% tildeles den rytmiske musik. Omvendt tildeles 46% af den kommunale støtte til den rytmiske musik, og den klassiske musik 39%. Hvilken rolle spiller autenticitetsbegrebet, når der tildeles støtte? Det er min tese, at det på en eller anden måde har betydning.
Jeg har selv for nyligt undersøgt autenticitet og dennes betydning i forhold til identitet inden for moderne maorikultur i New Zealand; her blev en diskussion af maori-turisttilbud særligt aktuel. For hvorfor er det så vigtigt for både maorier og turister, at det, der opleves, er autentisk? Og er det autentiske udtryk det samme for begge parter? Hos maorier er der tale om noget identitetsskabende og -manifesterende; hos turister er der tale om at skulle indfri forventninger om ‘det eksotiske’, som er blevet beskrevet i diverse guidebøger. Diskussionen har mange facetter, men alt i alt vil jeg afrunde med Allan Moores synspunkt: autenticitet er ikke noget iboende, men tilskrevet, og derfor bør fokus placeres på hvem, der autentificerer snarere end hvad, der tilskrives autenticitet. For herved klarlægges det, hvorfor autenticiteten er så væsentlig et parameter. Derfor er jeg sikker på, at Graceland i Randers vil være autentisk for de mange Elvis-fans for hvem autenticitet bl.a. er lig med ”Fried white bread sandwich with peanut butter and slices of grilled banana”. Og i den sammenhæng er det såmænd ligegyldigt, hvorvidt andre synes, der er tale om en autentisk attraktion eller ej.