mantomanto

Sommeren er blevet til efterår og foruden en hulens masse regn har sommeren også budt på et hav af musik-, mad- og kunstfestivaler. Fælles for sommerens festivaler er, at frivillige ildsjæle bidrager med timer, engagement, kreativitet, viden og mange flere vigtige bidrag, som er rygraden i de fleste festivaler.

Jeg er selv frivillig på en musik- og kulturfestival – og jeg elsker det. Jeg er frivillig chef for Roskilde Festivals Underholdningsafdeling – More Than Music, som har ansvar for udvikling og afvikling af alle de kunstneriske- og kulturelle-events, som ikke er musikken. Jeg er derfor frivillig, men jeg er samtidig også leder for mere end 100 frivillige, der arbejder med at udvikle og planlægge Roskilde Festival hele året.

Til middage og selskaber får jeg tit spørgsmålet; ”hvorfor bruger du så meget energi og så mange timer på at arrangere Roskilde Festival, når du ikke får noget for det”?

Det er et godt spørgsmål – og det er samtidig en ledetråd i min ledelsesrolle af mine 1500 frivillige. For når jeg ikke får løn og mine frivillige kollegaer heller ikke gør, hvorfor gør vi det så? Og hvad er det som motiverer os til at bruge en stor andel af vores fritid på at skabe en kunstnerisk og kulturel begivenhed for næsten 100.000 mennesker?

Hvad mine motiver er og hvad der motiver mig er ikke så interessant i den sammenhæng. Det er mere interessant, hvad der motiverer mine frivillige medarbejdere, da det siger noget generelt om at lede og motivere frivillige. Og viden om hvad der motiverer frivillige er underprioriteret i arbejdet med at udvikle og drive kulturelle events. Det er næsten paradoksalt, når det for de fleste festivalers vedkommende er de frivilliges motivation, der udgør rygraden i festivalen.

Jeg vil ikke redegøre for alle typer af frivillige og ledelsesgrene, men jeg vil dykke ned i en arketype af frivillige, som vinder mere og mere frem i ledelseslitteraturen og som – firkantet sagt – er meget dækkende for hoveddelen af de frivillige, som jeg har mest ledelsesmæssig kontakt med.

Det er den type af frivillige, som vi kalder primadonnaen. Arketypen er ikke kun at finde i de frivillige miljøer, men er udviklet ved kvalitativt at undersøge kunstneriske og kreative miljøer som teatre og andre kreative arbejdspladser. Primadonnaledelse er derfor en disciplin, som har perspektiver på mange danske arbejdspladser.

Hvem er primadonnaen?

Primadonnaen har et passioneret forhold til sit frivillige arbejde og især det konkrete projekt, som primadonnaen er ansvarlig for. Det er projektet eller sagen, som er styret direkte af motivationsfaktorer. Du kan nærmest sammenligne det med et kald.

De frivillige har en stærk drift i forhold til at tjene et højere formål. I Roskilde Festivals Underholdningsafdeling betyder det at være projektleder og ansvarlig for at skabe et kunstnerisk projekt, sammen med anerkendte og respekterede kunstnere, på Nordeuropas største musikfestival.

Passionen gør det ikke alene. Ofte suppleres passionen af en mere rationel tilgang, hvor det frivillige arbejde lønner sig i et stærkt fagligt netværk med kunstnere og kreative samarbejdspartnere. Det kan både styrke primadonnaens netværk og ser godt ud på CV´et.

Med passionen er det drivende og dominerende koblet med en stærk pligtfølelse til at gøre sit bedste. Primadonnaen efterstræber ofte den højeste standard og de er udstyret med et stærkt værdisæt, der fungerer som moralsk kompas i arbejdet.

For primadonnaen betyder passionen til projektet, at hun eller han er villig til at bringe ofre for at nå den højeste standard og de tilsidesætter gerne mere håndgribelige og personlige behov i sagens tjeneste.

Mange af mine frivillige medarbejdere er studerende, der har en stor fleksibilitet i deres hverdag. Men i planlægningsperioden udsætter de deres eksaminer for at kunne dedikere sig fuldt ud til det projekt, som de har ansvar for. Og når projekterne skal afvikles op til og under festivalen, er mange af primadonnaerne præget af søvnunderskud, fordi de i perioder arbejder 14-18 timer i døgnet.

Primadonnaen har generelt et stort behov for at være i en organisation, som både indeholder og signalerer den passion, som hun eller han selv lægger i det frivillige arbejde. Primadonnaen har brug for sit frivillige arbejde til at udfordre sig selv fagligt og menneskeligt, og samtidig er det kendetegnende, at primadonnaerne skaber en væsentlig del af deres personlige identitet og personlighed i det frivillige arbejde.

Primadonnaer kræver naturligvis primadonnaledelse

Nedenstående er inspireret af Lars Goldschmidt m.fl. ”Hvor svært kan det være?” suppleret med mine egne erfaringer og perspektiver. Generelt kan man sige, at ledelse gennem formel autoritet og trusler preller helt af på primadonnaen, som ikke har respekt for en ordre baseret på formel autoritet. Til gengæld kan lederen med fordel følge disse fire råd:

1)    Faglighed og højt kunstnerisk niveau

Faglige og kunstneriske begrundelser for et konkret ledelsestiltag er ofte den mest virkningsfulde vej til accept hos primadonnaen. Det stiller derfor meget store krav til lederen med en anden faglig baggrund end primadonnaen, og det gør det nødvendigt at bruge andre virkemidler i lederrollen. Kort sagt, der må ikke gå for meget DJØF i den.

2)    Sæt barren højt – organisationens skal være ambitiøs

Primadonnaen kan motiveres, hvis de stilles overfor et udfordrende mål og ved at det er tydeligt, at de er uundværlige for at nå målet.

3)    Stjernekvaliteter

Stjernekvaliteterne skal plejes. Men samtidigt skal den nogle gange anarkistiske og krævende adfærd takles eller ændres. Det sker bedst ved at udfordre primadonnaens intellekt og kreative evner, enten alene men helst  i samarbejde med andre unikke kolleger eller eksterne samarbejdspartnere, som festivalen samarbejder med.

4)    Ansvar og tillid

Primadonnaen skal have meget frie rammer i sin opgavevaretagelse. Begreberne ”tillid” og ”selvledelse” er afgørende for primadonnaen. Som leder skal man derfor evne at kunne fralægge sig kontrollen og samtidigt stole på, at opgaven udføres indenfor de givne rammer.

Der er skrevet litteratur om ledelse af frivillige, men jeg mener stadig, at det er et ledelsesområde, som er underbelyst. Men i takt med at sommerfestivalerne og den moderne kultur bliver mere og mere professionaliseret, er jeg overbevist om, at der kommer en øget fokus på ledelse af frivillige i de kommende i år. Festivalerne er afhængige af de frivillige og samtidig stiger kravene til den enkelte festival, fordi publikum er godt vant og stiller større og større krav.

Kærlig hilsen

Sebastian G. Christensen