Jeg har en kæphest. Min kæphest hedder konferencer og jeg blev mindet om den forleden, hvor jeg blev interviewet til Kursuslex’ magasin Møderplus i artiklen på side 9, ”Skab positive forstyrrelser og brug teknologien”.
Som så mange andre bliver jeg ofte inviteret til konferencer. Nogle gange som oplægsholder, men de fleste gange som almindelig deltager. Og jeg forstår ikke, at mange konferencearrangører endnu ikke har lært, at ”less is more” når det kommer til oplæggenes antal og mængde. Der er kommet fokus på oplevelser, inddragelse, lærende møder, brug af teknologi osv og tak for det – som en der beskæftiger sig med oplevelsesøkonomi er det et stort fremskridt. Men jeg savner stadigvæk fokus på vægtningen mellem oplæg og pauser.
For hvorfor går vi til konferencer? Jeg vil vove den påstand, at for langt de flestes vedkommende er det lige så meget for at netværke med kendte og ukendte faglige relationer, som det er for det faglige indhold. Det kan være, at det forholder sig anderledes i den videnskabelige verden eller der, hvor konferencens emne er meget specifikt. Men i min verden er langt de fleste konferencer en ramme om netværk krydret med enkelte gode oplæg.
Og det er i pauserne, at det sker. Det er her de spændende snakke opstår. Jeg har ikke tal på de konferencer, jeg har været til, hvor den eneste tid, der har været afsat til snak, har været to korte kaffepauser på 10-15 minutter og en hektisk frokost i løbet af en hel dag. Hektisk fordi programmet alligevel altid skrider og pauserne derfor bliver inddraget til endnu mere envejskommunikation. Jeg forstår det ikke!
Når jeg vælger at deltage i en konference, er det sjældent selve indholdet, der får mig til at tage beslutningen om at bruge tid og penge på at være med. Det er fint nok med inspiration og jeg siger bestemt ikke nej til et spændende oplæg. Men hvis jeg skal bruge en hel dag på at deltage i en konference, så handler det i høj grad om, hvem de andre deltagere er og om der er tid til at møde dem. Oplægsholderne fungerer ofte som trækplastre og som dem, der får folk til at tilmelde sig. Men jeg tror faktisk, at rigtig mange har det som jeg: at det er mødet med de andre deltagere, der betyder noget i forhold til, at man oplever tiden som godt givet ud.
Her springer kæden af for mange arrangører. Jeg kan godt forstå, at man gerne vil lave et spændende program med gode oplægsholdere, god mad og måske endda en oplevelse af en art i løbet af dagen. Men hvornår lærer mødearrangørerne, at der skal afsættes meget mere tid til netværk?
Jeg deltog engang i en innovationsgruppe omkring fremtidens mødekoncepter. Her udviklede vi forskellige formater for møder og konferencer og prøvede at udfordre rammerne. En af ideerne var en ”non-ference”. Eller sagt med andre ord en konference uden indhold. En konference, hvor man tog konsekvensen af, at mange folk alligevel primært kommer til konferencer for at netværke og derfor helt fjernede et eventuelt fagligt indhold. Måske lidt ekstremt, for hvordan ved folk så om arrangementet rent faktisk er relevant for dem og hvem de kan forvente at møde? Det er jo det, som oplægsholderne er med til at signalere.
Men måske man kunne lave en tommelfingerregel i konferencebranchen om at programmet skal vægtes 50/50? Den ene halvdel af dagen kan gå med gode spændende oplæg og den anden halvdel med tid til netværk. Så kan man lave åbne pauser, hvor folk griber en kop kaffe og sludrer med hinanden. Eller man kan lave mere faciliterede pauser, hvor arrangørerne hjælper folk til at møde nye mennesker og reflektere over dagens indhold. Mulighederne er mange.
Det afgørende er, at jeg synes at det er i kombinationen af gode oplæg hvor man bliver præsenteret for nye tanker og i refleksionen gennem samtale at ideerne opstår og der dannes basis for nye samarbejder. Sådan nogle konferencer vil jeg i hvert fald gerne komme til!
Kærlig hilsen
Anna Porse Nielsen
