Arkiv | februar, 2012

Jagten på autenticiteten og hedonistiske forventninger

23 feb

Samtidig med at strategisk markedsføring, brands og branding fylder mere og mere både på markedspladsen og i privatlivet jagter forbrugerne ‘det autentiske’ som aldrig før. I dag er det den såkaldte ægte vare, der giver status – lige fra ”oprindelig” yoga, som den udøves i en indisk bjerglandsby til økologiske bøffer fra dyr, der har levet et lige så sundt og naturligt liv som ur-oksen.  

Jeg ser mig selv som et rationelt, progressivt og fremskridtsorienterede menneske. Det har derfor tit undret mig, at jeg ofte er til fals for nostalgi og gerne tager en tur ned af memorylane, når det gælder mine egne forbrugsmønstre.

Autentiske nordiske melsorter

Hvis jeg kigger i mit køle- og køkkenskab, finder jeg produkter, som betegnes som ”ny nordisk”. Det nordiske er efterhånden en udbredt tendens inden for fødevarebranchen, hvor gamle nordiske melsorter som spelt og ølandshvede bliver associeret med det gode liv på grund af den autenticitet, der knytter sig til råvarerne. Og inden længe vil min køkkenskabe nok også indeholde stenaldermad, som har indtaget menukortet flere stede, og som inden længe vil indtage de danske køkkenborde bredt. På min PBS er der i mange år blevet trukket et fast beløb til FitnessWorld, uden at jeg har vist mig i et træningscenter. Nu er det slut og jeg har så småt slået mig på Crossfit – som lige nu den hurtigste voksende træningsform i USA og Danmark. Mantraet er ”don’t use machines be a machine” og står i modsætning til bodybuildingens maskiner og vægte i fitnessindustrien.

Crossfit træning

I stedet for maskiner bruges rekvisitter som fx traktordæk, lægtehammere, tov, reb og vægtstænger, der var langt mere gængse redskaber i industrisamfundet end dagens vidensamfund. Vi laver øvelser som alle raske drenge praktiserede i 1950´ernes gymnastiktimer, og hvem kan ikke stå for en træningsform, som lanceres som naturlig og som en modsætning til unaturlige maskiner. Med mine iphone tager jeg ofte billeder af min lille søn Sigge (et oldnordisk navn) med billedebehandlingsprogrammet ”hipstamatic”. Det er særdeles udbredt program og har den egenskab, at programmet er med til at give vores hverdagsbilleder et skær af brune nuancer og nostalgi, som var det et gammelt papirbillede fra halvfjerdserne. Et tableau som fint matcher hipstermiljøets hang til nostalgiske symboler som fuldskæg, Ray-Ban solbriller, skovmandsskjorter, Red Wing støvler, analogt elektronik, Pitcfork og lo-fi folkmusic.

Sigge

Ovenstående eksempler fra min egen lille verden bunder i et mere generelt fænomen. Store grupper af forbrugerkorpset i Danmark får opfyldt en længsel efter det såkaldte oprigtige, historiske og naturlige ved at forbruge produkter og oplevelser som emmer af autenticitet.

Autenticitet er tilsyneladende blevet et allestedsnærværende krav og spiller paradoksalt nok glimrende sammen med en verden, hvor wi-fi, smartphones og tablets er standardudstyr og teknologien er blevet en indlejret del af vores liv.

Forventningens glæde er den største

På trods for finanskrise, gældskrise og andre økonomiske krisetegn, er (behovet for autenticitet et tegn på, at) vi som forbrugere stadig domineret af hedonisme. Der går en historie om en dansk vinhandler, som havde en god ven, som han konkurrerede med om at servere gode og specielle vine. En dag bestemte vennen sig for at drille vinhandleren. Vennen havde fundet en rødvin af hæderlig kvalitet, men fra Algeriet, et vinland, der rangerer i nærheden af bunden i traditionelle vinkredse. Vennen satte den aften en tom flaske af den hypereksklusive Lafite Rothschild på bordet ved siden af en karaffel indeholdende den banale nordafrikanske vin. Så hældte han op og lod vinhandleren smage. Vinhandleren var begejstret: »Det er en typisk Lafite«, sagde han.

Pointen med historien er ikke, at dyre vine er svindel og humbug. Pointen er derimod, at kendskab til prisen, etiketten og området er meget afgørende for vores lystfølelse og tilfredsstillelse med en oplevelse generelt. Etiketter og historier om produktet gør os som forbrugere trygge. For ligesom andre sanse- og smagsoplevelser, har vi behov for at støtte os til noget, der er definitivt, såsom pris, mærke eller nostalgiske minder.

Sebastian i en autentisk stund i hedonismens vold...

Når du smager på en vin eller generelt sanser en oplevelse, sættes det i forhold til personlige definitive pejlemærker (brands, minder og nostalgi) og det er derfor alt andet end med et objektivt udgangspunkt.  Dette er en ganske almindelig måde at reagere på, og en såkaldt hedonistisk forventning. En forventning om nydelse, man har, før man drikker noget, sætter tænderne i et måltid eller i det hele taget går ind i en oplevelse. Min og andre forbrugeres hedonistiske forventninger og konstruktionen af produkters- og oplevelsers autenticitet går særdeles godt i spænd med hinanden.

Forventninger skabt på baggrund af autenticitet og en skarp appel til de hedonistiske sider i forbrugerne, er derfor en farbar vej i jagten på forbrugernes hjerter og ikke mindst hjerner.

Kærlig hilsen

Sebastian G. Christensen – en hedonistisk forbruger på jagt efter autenticitet

Spillet er ikke ude!

10 feb

Jeg blev trist forleden. Vi var lige startet på den fjerde workshop i Growing Games, som jeg tidligere har fortalt om her på bloggen og senest har fortalt om i P1s Harddisken. Temaet var markedsadgang, salg og kontrakter og der var flere deltagere end nogensinde. Udover dem, der er målgruppen for forløbet – de relativt unge spilvirksomheder – var der erfarne folk, som enten var kommet for at høre mere om kontrakter, udvide deres netværk eller som havde sagt ja til at stille op og dele deres erfaringer. Succesfulde virksomheder som IO Interactive, PressPlay, PlayDead/LIMBO og Reto-Moto var repræsenteret og det var fedt at de kom og var med.

Hvor blev jeg så trist? Jo, for den selvsamme morgen var der artikler i både Computerworld og Børsen som gav branchen lidt af en mavepuster. Essensen var, at den danske spilbranche ikke er værd at investere i, fordi den er for lille og for umoden. Konklusionerne er baseret på en rapport fra Kultur- og Erhvervs- & Vækstministeriet, der udkom lige før jul sidste år. Rapporten er ikke så negativ som avisartiklerne, men den fremstår uambitiøs i sine forslag til handling.

Og så er det at jeg bliver lidt træt. Særligt artiklen i Computerworld fremstod meget bastant i sine konklusioner. Når man samtidig sidder i et rum fyldt med entreprenante folk med passion for at udvikle og sælge computerspil, kan jeg ikke lade være med at tænke at danske politikere snart burde få øjnene op for potentialet.

Ja, det er en lille branche. Nej, det er ikke medico eller vindmøller. Men vi har med en branche at gøre, som rummer det, som alle politikere skriger efter: Skalerbarhed og internationalt potentiale! Spilvirksomheder er ægte ”born globals” og markedet for spil er i rivende vækst. Nogle af de artikler som Computerworld tidligere har bragt om emnet og som de også linkede til i denne omgang, er skrevet på et tidspunkt, hvor der var et enormt fokus på de såkaldte AAA produktioner. Store spil til Playstation og Xbox som koster tre cifrede millionbeløb at udvikle. I Danmark fik IO Interactive succes, mens Deadline Games knækkede nakken. Men i dag er markedet et andet. Platformene for spil udvikler sig konstant, distributionen ændrer sig på samme måde og spil er blevet et langt mere nuanceret produkt.

I det seneste halve år har jeg mødt mange spilvirksomheder og hørt dem pitche deres ideer og forretningsplaner. Der er masser af ideer og engagementet er glødende. Jeg bliver inspireret, når jeg hører om BetaDwarf, hvor syv mand er flyttet sammen for at holde udgifterne så lave som muligt, mens de udvikler deres spil. Men selvom de lever på en sten, kommer de til at mangle penge og hjælp til at komme ud i verden med deres spil på et tidspunkt. Vi prøver at gøre noget i Growing Games og tilbyde netværk og hjælp til at skærpe ideerne. Men det er selvfølgelig ikke nok.

Forleden fik jeg så en mail fra en specialeskrivende studerende på Games-uddannelsen på IT-universitet. Og han havde en vigtig pointe. I Danmark har vi en fantastisk spiluddannelse, men vi har et arbejdsmarked, som endnu er meget ungt. De få etablerede virksomheder efterspørger erfarne folk og det betyder, at de nyuddannede enten må flytte til udlandet eller starte selv, hvis de vil bruge deres uddannelse. Og det virker ærlig talt lidt mærkeligt i mine øjne, at man investerer i uddannelser på meget højt niveau, men ikke i det spirende arbejdsmarked.

De studerende, der kontaktede mig, prøver nu at starte en bevægelse under overskriften ”støt dansk spilindustri”. Som alle bevægelser i dag er udgangspunktet en facebookside og målet er at prøve at skabe opmærksomhed omkring branchens potentiale. Der er brug for det. Så jeg støtter dansk spilindustri. Gør du?

Kærlig hilsen

Anna Porse Nielsen

Københavns nye Red Light District

3 feb

I går åbnede det svenske tøjmærke Acne deres nye butik i Pilestræde i København. Først tænkte jeg, om det nu var en forretningsmæssig god idé. Den ligger ret tæt på den eksisterende butik og så stort er kundernes forbrug jo ikke i disse krisetider. Så kan det derimod være fordele i at holde det simpelt og skabe gode købsoplevelser igennem det nuværende.

Men efter at have oplevet Acne’s nye rammer kan jeg konstatere, at Acne ikke blot har åbnet ny butik. De har fået sig et nyt oplevelsesrum, der i dén grad adskiller sig fra alle andre tøjbutikskoncepter i København.

Først og fremmest er det ikke helt til at gennemskue, hvad der sker i butikken udefra, da vinduerne er afskærmet med røde plader. Her kan man lige skimte noget der ligner folk, bøjler og rækker med tøj. Kun i enkelte af vinduerne er der stillet en mannequin og indgangen er ret diskret.

Når du så kommer ind i butikken bliver du indhyllet i røde nuancer. Gulvene er beklædt med et lilla lidt vamset tæppe og væggene er i skarpe røde nuancer, nogle i træ og andre i blødt materiale.

Som kunde i butikken har du en oplevelse af at være i en labyrint. Her går du på opdagelse efter tøj og accessories, som står rundt omkring. Du får hurtigt fornemmelsen af at fare lidt vild i de røde omgivelser, da det ikke er tydeligt, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne. Følelsen af ikke at kunne finde rundt og meroplevelsen i form af de anderledes fysiske rammer får med andre ord oplevelsesøkonomien til at stå i fuld flor.

At butikken er som en rød labyrint afspejler på kreativ vis det tema, som Acnes kreative direktør Jonny Johansson beskriver at have valgt for butikken. Nemlig ”red light district”.

Jonny Johansson udtaler i et interview til Euroman: ”Når jeg tænker på København er det meget stoffer, sex og uartigheder – det er dirty, afslappede og uprætentiøst. Mit første minde om København er om dets red light district [Istedgade red.] Sverige har ikke et sådan område og mindet er blevet hos mig. Derfor skal denne butik være rød, rød, rød og en lille smule dirty.”

Acne har hermed skabt en lokalt forankret – et såkaldt glocal – koncept, hvor butikkens tema ud fra Acnes (svenske) tolkning afspejler byens identitet.

Jeg synes butikken er yderst gennemført og vil gerne rose Acne for deres mod til at satse på et anderledes tøjbutikskoncept. Normalt skal vi se os langt omkring for at støde på butikker af unik karakter. Vi har enkelte, hvor Abercrombie & Fitch ofte fremhæves på godt og ondt for deres natklub lignende koncept. Et af de mere markante eksempler på en oplevelsesbaseret tøjbutik er designduoen Viktor og Rolf’s særprægede butik i Milano, hvor alt er vendt på hovedet. Meget gennemført!

Så tak til Acne for den røde labyrint. Jeg håber at deres nye flagshipstore bliver en succes, om ikke andet som en identitetsskabende oplevelse for kæden, der kan skabe ekstra opmærksomhed omkring deres brand.

Jeg vil opfordre alle til at starte weekenden og ikke mindst modeugen med et smut forbi butikken.

Kærlig hilsen

Gitte Mikkelsen

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 70 other followers