Dåsen er fra New York!

6 mar

Billige produkter i lækker emballage synes at være tidens løsen. En tur i supermarkedet byder på et hav af muligheder for oplevelser i form af indpakning. Og indpakning er i høj grad del af oplevelsesøkonomien, for lækker indpakning gør os villige til at forbruge mere og fungerer samtidig som ”affordable luxury” og souvenirs, som forlænger oplevelsen.

Første gang jeg forsøgte at forklare min mand, hvad oplevelsesøkonomi er for en størrelse, var hans reaktion: ”Nå, så du beskæftiger dig med emballage!”. Den udtalelse skurrede i mine ører. Ikke fordi emballagedesign ikke er interessant og en kundskab i sig selv. Men oplevelsesøkonomi dækker bredere, og det tog mange år og eksempler at få ham overbevist om, at der var mere i det end som så.

Men måske har han alligevel fat i noget.

Jeg tror mange af os – måske særligt kvinder – gemmer flotte æsker og poser fra dyre butikker. Det er der ikke noget nyt i. Men at billigere og meget enkle varer går hen og får høj status på grund af emballagen, dét mener jeg er udtryk for oplevelsesøkonomi.

Emballagen er en meget stor del af oplevelsen, når man køber dyrt tøj, tasker eller den nyeste Apple gadget. Men det er også blevet en effektiv måde at skabe særlige oplevelser omkring fx fødevarer på.

Jeg var i Berlin i forbindelse med filmfestivalen. Jeg nåede omkring fødevareafdelingen i den nyåbnede tyske afdeling af det franske stormagasin Galleries Lafayettes, som jeg holder meget af. Her er der i den grad tale om gourmetvarer og jeg faldt i svime over hylde efter hylde med luksuriøse fødevarer i den lækreste indpakning.

Og indpakningen gør en stor forskel. For selvom salt ikke længere bare er salt, tænker jeg alligevel, at der trods alt må være grænser for hvor stort spændet er inden for den produktgruppe. Og så alligevel. Som billedet viser er der tilsyneladende ikke grænser for hvor mange varianter af salt, markedet kan bære. Med den rette emballage er der altid plads til mere. Og man kan selvfølgelig også bygge oplevelser rundt om produktet. Vi kender det fx fra det danske Læsø sydesalt, som har gjort salt til en oplevelse. Læsø sydesalt har i dén grad positioneret sig på saltmarkedet med den stærke historiefortælling og ikke mindst den karakteristiske lille lærredspose.

I Galleries Lafayettes faldt jeg også over nogle flotte dåser. De lignede klassiske franske sømandstrøjer. Jeg kiggede faktisk ikke nærmere efter hvad der var i dem – konstaterede bare at de så flotte ud og at prisen ikke var helt hysterisk. Så måske er det også noget med det vi kalder ”affordable luxury”, hvor vi måske ikke har råd til designertasken men godt kan købe de lækre madvarer som souvenirs.

For et par år siden slæbte jeg sågar en ordentlig bøtte havregryn med hjem fra New York. Havregryn, ja. Af den ene årsag at de var emballeret i den flotteste dåse, som jeg ikke kunne stå for. Havregrynsdåsen pynter stadigvæk på hylden i køkkenet – og grynene er aldrig blevet spist.

Nogle gange kan den lækre emballage næste udgøre et helt forretningskoncept. Tænk bare på nichebutikkerne, som vi tidligere har skrevet om. Lakridsbutikken var jo i virkeligheden ikke en slikbutik, mere en emballage butik! Og herhjemme mestrer Agnes Cupcakes også emballagens kunst. Et simpelt, men lækkert produkt i den flotteste emballage.

Lækker indpakning kan gøre en stor forskel. Når vi køber dyre produkter forventer vi en eksklusiv emballage. Men når vi køber billigere produkter kan den gode indpakning løfte både den oplevelsesmæssige og den økonomiske værdi. Det kan ende med at have betydning for hvilke produkt vi overhovedet vælger.

Så måske var han ikke så tosset, ham min mand da han drillede mig med at oplevelsesøkonomi ”bare” var emballage. Emballage kan være alt fra hygiejnisk indpakning over det, der differentierer supermarkedets væld af produkter fra hinanden til en reel identitetsskaber, som mit eksempel med dåsen fra New York. Emballage kan appellere til brugeren med alt fra materialer, farver, lyde, dufte og historie.

Tænk på det næste gang du vælger vaniljen i den pæneste dåse nede i supermarkedet….

Kærlig hilsen

Anna Porse Nielsen

About these ads

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 153, der følger denne blog

%d bloggers like this: