Jeg mener, at både spillesteder og musikere har en stor opgave foran sig her. Spillestederne eksisterer stadigvæk i en gammeldags struktur, hvor man – lidt hårdt sat op  - tilbyder en scene og noget markedsføring. Musikerne kommer og skal levere oplevelsen og har ofte – naturligt nok – fokus på deres musik og optræden.

Gennem mit arbejde med oplevelsesøkonomi i de seneste 10 år har jeg lært, at oplevelsen er tredelt. Der er før-oplevelsen som handler om forventningen. Der er selve oplevelsen, som er der, hvor bruger, gæst, kunde eller fan får oplevelsen. Og der er efter-oplevelsen, som handler om erindringen og minderne. Alt sammen fordi oplevelser er identitetsskabende udover at være underholdende, lærende, æstetiske eller eskapistiske, som Pine & Gilmore lærte os i sin tid.

Fra min stol ser det ud til at livemusikken ikke helt er trådt ind i oplevelsesøkonomien. Ikke af ond vilje, men mere fordi forretningsmodeller og støttestrukturer ikke har været hensigtsmæssige i forhold til at skabe en udvikling i den retning.

Jeg mener, at musikbranchen skal mere på banen i oplevelsesøkonomisk forstand. Forretningsmodellerne for branchen har været under pres i årevis, Salget af CD’er falder fortsat samtidig med, at det digitale forbrug ikke er steget i samme grad. Derfor tjenes pengene i høj grad på koncerterne.

Mindsettet fra musikerens side ser ud til at være, at det handler om at styrke og udvide sin fanbase og så gør det mindre, at man giver musikken væk gratis, hvis folk efterfølgende køber billetter til koncerterne.  Alt sammen fint nok, men det kræver mere af koncerterne i forhold til at indfri de oplevelsesmæssige forventninger. Hvis vi ser det hele som en samlet oplevelsesøkonomisk værdikæde, så er der tilsyneladende et svagt led i forhold til oplevelser omkring livemusikken.

Der er andre end jeg, som har set det. Senest har VEGA i samarbejde med Livelaboratoriet og fem udvalgte spillesteder etableret projektet Lydkultur. Lydkultur har med støtte fra Region Hovedstaden fået et års tid til at eksperimentere og teste forskellige ideer, der skal styrke oplevelsen.

Et eksperiment tog udgangspunkt i en Lukas Graham koncert på Forbrændingen i Albertslund. Her udnyttede man, at folk tog toget til koncerten og lod oplevelsen starte allerede der. Der var gratis transport, goodiebags, fest i toget og der var DJs undervejs fra station til spillested, for at skabe stemning. Der stod folk og bød velkommen og der var live-dækning af hovednavnets transport til spillestedet. Alt dette skabte en helt anden oplevelse end en normal koncert og feedbacken fra brugerne var i top.

Der er selvfølgelig udfordringer, der skal adresseres:

• Ressourcerne – spillesteder er dybt afhængige af deres frivillige og man kan ikke kaste uanede ressourcer ind i at skabe oplevelser før og efter en koncert.
• Samarbejde mellem musikere og spillesteder. Højere oplevelsesværdi kræver, at begge parter er bevidste om formål og effekter. Det kræver, at spillestederne stiller flere krav til musikerne om at stille sig til rådighed på nye måder og at musikerne på deres side tænker mere innovativt og brugerinddragende.
• Målgrupperne – man skal forholde sig til hvilke oplevelser og hvilket niveau af oplevelser, der skaber værdi for den enkelte målgruppe.

Alt i alt tror jeg, at der er stort potentiale i, at vi begynder at opfatte koncerter som oplevelsesprodukter, der rummer langt mere end blot koncerten. I virkeligheden bør det ikke være så svært. Musik og koncerter er jo allerede en central del af oplevelsesøkonomien og de rummer alle elementer i den gode før, under og efter oplevelse. Vi begynder at glæde os allerede når vi køber billetten, vi danser, synger med, lader os underholde og fortaber os under koncerten og vi køber også ofte t-shirten for at fastholde oplevelsen efter koncerten. Vi skal bare have meget mere af det!

Vi ses på spillestederne!

Kærlig hilsen

Anna Porse Nielsen

Blockbuster lever af at sælge og udleje film og spil. Et marked som gav god mening, da kæden indtog Danmark tilbage i 1996. Men næppe gør det i dag, hvor film og spil kan købes, downloades og streames på et utal af platforme.

Det mærkelige er efter min mening, at Blockbuster ikke har fulgt med udviklingen. En tur i Blockbuster betyder til stadighed, at du vandrer rundt i et ordinært butikslokale mellem rækkerne af covers til de film og spil, som du kan leje. Du kan selvfølgelig supplere med slik og cola, en brugt film eller leje en konsol, men så er det også det. Hvorfor er her ingen interaktive spillemiljøer, events med kendisser og rød løber eller andre spændende oplevelser?

Oplevelsesrum og bog to go

De danske biblioteker derimod har formået at forvalte deres opgave og ressourcer langt bedre. Bibliotekernes kerneydelse har i mange år været at låne bøger ud til danskerne. Efterhånden er flere materialer kommet til – fra kassettebånd og lydbøger til spil og e-bøger – ligesom bibliotekerne i dag i høj grad fungerer som moderne kulturhuse med oaser, kulturoplevelser og læringsaktiviteter. Jeg synes et af de mest markante eksempler herpå er Hjørring Bibliotek, der er designet af Bosch & Fjord.

Men udviklingen stopper ikke her. Bibliotekerne har nemlig forstået, at brugerne ikke behøver at komme til dem, ved at indfinde sig rent fysisk, for at få en biblioteksoplevelse. Med tiltag som filmstriben, BibZoom og e-reolen er det muligt at downlåne (som de kalder det i biblioteksverdenen) film, musik og e-bøger.

Seneste skud på stammen er KøgeBibliotekernes BIB TO GO. På Borup Station er et læskur blevet forvandlet til et virtuelt bibliotek med e-bøger, som pendlerne kan låne ved at scanne bøgernes QR-koder med deres smartphones eller tablets. Tiltaget er understøttet af omfattende formidling i det offentlige rum, placeret strategisk rundt omkring i Køge kommune, der hvor borgerne er.

Hvor Blockbuster altså forsat er en hensygnende butik med udlejningsfilm, er det moderne bibliotek andet og mere end en bygning med bøger.

Det bliver spændende at følge den videre udvikling!

Mange kærlige hilsner,

Line

Stiklestads logo

 ”Det var her, det skjedde!” Sådan lød det igen og igen i den lille by Stiklestad, der ligger halvanden times kørsel nord for Trondhjem, da jeg i sidste uge var på studietur deroppe. ”Men hvad var det, der skete?” spørger du måske dig selv, mens du læser disse linjer. For danskere sidder svaret nemlig ikke nødvendigvis på rygraden. Men det gør det for langt de fleste nordmænd. For det var i Stiklestad i det herrens år 1030, at Kong Olav den Hellige blev dræbt og sidenhen kanoniseret som helgen. Kong Olav  har en helt særlig status i norsk historie og selvforståelse. Han samlede Norge under én konge, indførte kristendommen og markerede overgangen fra vikingetid til tidlig middelalder.

I dag, knap 1000 år senere lever historien stadigvæk i nordmændenes bevidsthed. I 1954 opførte borgerne i Stiklestad for første gang et friluftsspil, der fortalte historien der, hvor begivenhederne fandt sted. Det blev en tilbagevendende begivenhed og det samme spil er blevet gennemført hver sommer siden da. I dag tiltrækker spillet ca. 20.000 besøgende til sommerens fire forestillinger. Sammen med et hav af andre aktiviteter relateret til Olav den Hellige tiltrækker spillet årligt op mod 170.000 besøgende til den lille kommune  med blot 14.000 indbyggere, som ligger langt væk fra det meste.

I Stiklestad har de fra starten været bevidste om den strategiske mulighed, der lå i at en af de vigtigste begivenheder i den norske nationale historie fandt sted hos dem. Og i de seneste 20 år har politikere, erhvervs- og kulturliv i fællesskab udviklet sig fra at være en flok glade vikinger til at blive et strategisk oplevelsesøkonomisk fyrtårn.

Jeg har som sagt netop været på besøg i Stiklestad for høre historien fra dem selv. Sammen med folk fra VIBE, Frederikssund Kommune, Frederikssund Erhverv, Vikingerne i Frederikssund og Trelleborg i Slagelse tog vi op for at lære mere om baggrunden for deres succes. Der er masser af inspiration at hente i forhold til hvordan man udvikler en enkeltstående event til en stor, ambitiøs strategisk satsning.

Jesper Wittenburg fra Frederikssund Vikinger takker for gæstfriheden

Vi mødte både ledelsen i Stiklestad Nasjonale Kultursenter, der er organisationen bag spil, festival, museum, hotel og konferencecenter og de mange andre aktiviteter, der er kommet til gennem årene. Vi mødte vikingeformidlere både med og uden kostumer, der viste os kulturlandskabet og rekonstruktionerne af bygninger. Og vi mødte politikere og repræsentanter fra erhvervslivet. Vi fik en tydelig fornemmelse af en by med en fælles vision. Lige meget hvem vi talte med, var beskeden, at kulturbaseret forretningsudvikling, som de kalder det, har været vejen til succes for Stiklestad.

Stiklestads erhvervsliv er domineret af industri og landbrug, så det ligger ikke lige for at initiativet skulle komme fra erhvervslivet. Men det gjorde det. Friluftsspillet har eksisteret i knap 60 år, men i 2000 blev der sat turbo på udviklingen og skruet op for ambitionerne. Det ønske kom fra erhvervslivet. En alvorlig krise med tab af arbejdspladser skabte den brændende platform og i 2002 sagde erhvervslivet følgende til politikerne: ”Giv os et levende kulturliv, så skal vi nok klare resten!”. Netop erkendelsen af at kultur skaber attraktive steder, der kan tiltrække de rigtige kompetencer har været en drivende kraft i Stiklestads succes.

Så i dag rummer Stiklestad udover friluftsspillet om Olav den Hellige: Et hotel og konferencecenter, en frilandsmuseum, en festival tematiseret omkring vikinger og tidlig middelalder, en lang række oplevelsestilbud målrettet både virksomheder og private og strategiske samarbejder med virksomheder, andre vikingeaktører i Trondheim og det regionale turismeudviklingsselskab.

Statuen af Olav den Hellige

Der er masser af inspiration af hente i Stiklestad – både i forhold til at udvikle og løfte vikingetemaet for dansk turisme og som eksempel på, hvordan en lille kommune lykkes med at skabe udvikling og vækst på baggrund af en kombination af en unik historie og mod til at være ambitiøse fra starten. For eksempel lærte historien om Stiklestad og deres vikinger mig at:

• Det nytter at tænke stort og ambitiøst og have en bevidsthed om, at det handler om at skabe stolthed. Folk skal føle, at de er del af noget stort. Det er derfor afgørende, at den historie man bygger det oplevelsesøkonomiske fyrtårn op omkring er vigtig og relevant for mange.
• Der skal skabes et aktivt ejerskab, som går på tværs af både erhvervsliv, politikere, det professionelle og det frivillige kulturliv og borgerne. I Stiklestad gør de det ved at inddrage på kryds og tværs og ved hele tiden at have fokus på, hvordan de skaber værdi for den enkelte virksomhed eller person.
• Det handler om at synliggøre potentialet – ikke bare resultaterne. Ofte stopper udviklingen når man når et punkt, hvor man synes det er godt nok. Lederen af Stiklestads Nasjonale Kultursenter, Turid Hofstad fortalte malende, at det var da hun i år 2000 fik af vide, at det var ”godt nok” at hun begyndte at blive nervøs. Det medførte en ekstremt ambitiøs udviklingsstrategi med et langsigtet perspektiv frem mod 2030. Formålet er at vise, at der er potentiale til langt mere i Stiklestad.
• Sidst men måske vigtigst af alt: Alle skal være indstillede på det lange seje træk. I Stiklestad har både politikere, kultur og erhvervsliv arbejdet med en horisont på minimum 10 år. De har forsøgt at skabe synlige, hurtige succeser undervejs, men det var inspirerende at høre politikere acceptere strategiske satsninger uden hensyntagen til valgperioder og med fuld accept af, at det kræver både investering og prioritering, hvis man vil opnå noget stort.

Stiklestad viste mig, hvordan man på nærmest eksemplarisk vis kan udnytte en autentisk historie knyttet til et sted til at skabe et oplevelsesøkonomisk fyrtårn. Og efter to dage sammen med gode nordmænd har jeg fået fuldstændig styr på Olav den Hellige! Jeg kan varmt anbefale en tur derop.

Kærlig hilsen

Anna Porse Nielsen

PS: Læs evt. også VIBEs artikel om turen:-)

Som et eksperimenterende udviklingscenter for børnekultur er et af Kulturprinsens hovedformål at skabe rammer for udvikling af nye formidlingsformer på tværs af kulturinstitutioner. Det netop afsluttede projekt TEx – Det Tværfaglige Eksperimentarium- er et eksempel herpå.

TEx var et innovativt samarbejde, hvor kulturinstitutioner såsom museer, teatre og biblioteker fra Horsens, Randers, Silkeborg og Viborg Kommune på tværs udviklede inddragende kulturformidling til børn og unge. TEx havde også som formål at etablere et netværk mellem kulturinstitutionerne på tværs af genrer og geografi, ved at skabe en ny ramme for samarbejde og fælles projekter.

Jeg  var projektleder på projektet og gennemførte en dynamisk kvalitativ evaluering af TEx.  Igennem projektet har jeg opsamlet deltagernes erfaringer med processen og der tegnede der sig et interessant mønster i deres oplevelser i forhold til netværk.

Anledning til at rive en dag ud af kalenderen og møde andre
For mange af deltagerne var muligheden for netværk og tværfagligt samarbejde motivationen for at deltage i TEx. Evalueringen viser, at motivation blev indfriet. Deltagerne oplevede, at TEx sørgede for nogle rammer, hvor de kunne møde andre kulturinstitutioner fra den østjyske region. Flere beskriver at de ikke har tid til at tage kontakt til hinanden på egen hånd i en travl hverdag, men et faciliteret tilbud er en anledning til at rive en dag ud af kalenderen og investere tid i det.

Deltagerne har opbygget gode relationer til hinanden igennem forløbet. De beskriver, at de vil bruge de nye netværk til samarbejde og sparring fremover. Samtidig beskriver flere, at de håber, at der kommer lignende tilbud, hvor netværket kan dyrkes. Og for mange er det en forudsætning at rammen forsat faciliteres. Ellers vil det ryge på gulvet af den simple årsag, at ingen har tid eller ressourcer til samle tropperne selv.

Vigtigt med tid til uformel snak
Der var samtidig flere centrale læringspunkter fra TEx i forhold til, hvad der er vigtigt at prioritere ved andre forløb fremadrettet.

Deltagerne oplever at rammen for forløbet gerne måtte have været mere struktureret fra start. Det var vigtigt for deltagerne at vise deres bagland, hvad tiden blev brugt til, da det for mange er svært at legalisere, at de afsætter tid til noget, hvis ikke de kan vise et konkret afkast. Processen kunne derfor med fordel have været mere klar fra start og der skulle have være et større fokus på at deltagerne fik ”noget med hjem”. Projektledelsen i TEx var bevidste om dilemmaet og deltagernes behov for klare rammer, samtidig krævede eksperimentet dog de åbne rammer.

Derudover savnede deltagerne tid til uformel snak og til reelt at netværke. Oplæg og inspirationsture var godt, men det bedste for netværket var anledning til at tale sammen. Her var det kun transporttiden i bussen, som deltagerne kunne komme i tanke om, hvor de havde mulighed for løs snak. Der var fra TEx projektledelsens side også tænkt tid til netværk under middagene og i korte pauser.

Det gode netværk – how to
Hvad kan vi så lære af det? At netværksforløb skal have en fast struktur, men at programmet samtidig ikke skal være pakket med planlagt indhold, så deltagerne har tid til at tale sammen? Det er ikke helt ved siden af.

Erfaringerne fra TEx understøtter de erfaringer, som vi i Manto også har fra lignende projekter i forhold til hvad der fungerer og ikke fungerer. Herunder fra andre udviklingsforløb for kulturinstitutioner som Kulturvækst Bornholm og Kulturvækst Sjælland.

Vi har på vores blog også udfordret formen på konferencer med det ekstreme forslag at lave konferencer helt uden indhold. Konferencer hvor man fjerner fagligt indhold tager konsekvensen af, at mange folk primært kommer for at netværke.

Det er lidt drastisk, men det skaber perspektiv. Perspektiv til hvilken form og hvilket indhold der fungerer bedst. Ikke mindst perspektiv til hvilke rammer der giver bedst mulighed for at tale med hinanden. Mulighederne er mange.

Vi har her samlet de vigtigste læringspunkter for, hvordan vi mener at man skaber de bedste rammer for netværksforløb ud fra TEx og øvrige erfaringer med netværksforløb.

1. Forløbet skal styres med sikker hånd
Det er vigtigt at netværket har en facilitator, der kan sætte rammen for netværksforløbet og drive processen så netværket kan udfolde sig. Facilitatoren skal tage styringen og sikre at forløbet kører efter hensigten.

Facilitatoren skal samtidig planlægger forløbet fra start til slut, så deltagerne kender varigheden og ved hvornår de forskellige aktiviteter falder. Når forløbet planlægges skal der tages højde for, hvad der passer bedst ind i deltagernes kalender. For mange kulturinstitutioner er sommeren en sæson med travlhed, hvor der i vinterhalvåret er mere tid at give af. Planlæg ud fra det. Sørg for ikke at gøre det kompliceret for deltagerne at være med, men planlæg så vidt som muligt rammerne ud fra deres præmisser.

2. Aktiv og inddragende deltagelse er vigtigt
Den største succes opnås ved, at facilitatoren sætter rammerne sammen med deltagerne. Sørg derfor for at inddrage deltagerne aktivt i forløbet. Deltagerne vil gerne bidrage og når man inddrager dem aktivt tager de ejerskab fra start.

Når rammerne planlægges skal deltagerne være med til at definere, hvilke indhold de ønsker. Har de behov for konkret input til økonomi eller er det inspiration til kreative processer, der er højest på ønskelisten?

Tænk deltagerne som stærke ressourcepersoner. Oplæg og inspirationsture skal struktureres, så deltagerne selv kommer på banen i form af dialogbaserede debatter. Hvis deltagerne kan komme på banen med egne erfaringer og konkrete spørgsmål, vil mængden af lyttetid reduceres og mængden af aktiv inddragelse øges. Så kommer deltagerne samtidig i dialog med hinanden.

Det giver en god dynamik at deltagerne skiftevis er medarrangører af de forskellige møder og workshops. Det kan være ved at ”lægge hus til” og ved selv at holde oplæg om aktuelle emner fra deres hverdag.

Hvis den ene kulturinstitution har oplevet udfordringer med brug af sociale medier eller søgning af midler, så har de andre sikkert også. Ellers kan de have gavn af at høre hvad de andre har gjort, så de er klædt på til situationen.

Aktiv deltagelse giver deltagere et bedre indblik i hinandens hverdag og problemstillinger, hvor de får en bedre forståelse for hinanden og får bedre forudsætninger for at opbygge relationer. Herfra kan netværk blomstre.

3. Sæt et godt hold
En vigtig nøgle til et succesfuldt netværksforløb er naturligvis også at deltagerlisten er fornuftig. Hvis ingen af deltagerne kan relatere sig til hinanden eller har noget til fælles, så kan det være op ad bakke.

Samtidig er det vigtigt at huske på, at vi også kan lære noget af dem, der er anderledes end os selv. Museer kan lære meget fra teatre og den anden vej rundt. Det drejer sig i sidste ende om at få tillid til hinanden og en gensidig kemi. Herfra kan deltagerne blive hinandens sparringspartnere i både direkte og på tværs af oplagte match.

4. Giv lektier
For mange deltagere er det alfa omega at de ”får noget med hjem”. Inspiration er godt, men værktøjer og arbejde med konkrete løsninger og aktuelle projekter er endnu bedre. Sørg derfor for at deltagerne arbejder med noget konkret i stedet for abstrakte og teoretiske problemstillinger.

Tilgangen i netværksforløbet skal være håndgribelig og med udgangspunkt i deltagerne selv. Ved at deltagerne arbejder med deres egne problemstillinger får de samtidig lettere indblik i hinanden og kan sparre aktivt. Sidst men ikke mindst kan de også tage løsningsmodeller med hjem til deres bagland og på den måde retfærdiggøre at de bruger tid på netværket.

Giv derfor gerne deltagerne lektier ved at stille en opgave, som de skal forberede forud for arrangementet. Jo mere der er forberedt, jo større er chancen for at få noget med hjem

5. Ting tager tid
Det er en vigtig tommelfingerregel, at det tager tid at opbygge godt netværk. Ved at deltagerne lærer hinanden at kende, opbygger de den tillid der skal til for at turde se hinanden som samarbejdspartnere fremfor konkurrenter. Og det er jo meget naturligt for hvem lukker nogen ind i førerhuset, som man ser som en konkurrent?

Efter netværksperioden kan nye former tages op til overvejelse. Nogle deltagerne vil se det som fornuftigt at forsætte forløbet med nye og flere emner. Andre vil måske foretrække at deltage i nye forløb med nye deltagere og udvide deres netværk yderligere. Resultatet af et godt netværksforløb vil under alle omstændigheder være varige relationer i en eller anden form, der rækker udover de faciliterede rammer.

6. Prioritering er vigtigt
Selv de bedste rammer og de mest engagerede deltagere kan ikke hamle op med de hårde odds det er, hvis forløbet ikke bakkes op. Det er derfor vigtigt, at kulturinstitutionerne prioriterer netværksforløbene som noget der er vigtigt for institutionens udvikling.

Sidst men ikke mindst er det centralt, at regionerne prioriterer at støtte netværksforløb for kulturinstitutioner i samme region. At kulturinstitutionerne løfter i flok betyder ikke blot et løft for dem selv, men også et løft for regionen turismemæssigt, for borgerne og for kultur- og forretningslivet.

Kærlig hilsen

Gitte Mikkelsen

Ildsjæle. Vi taler ofte om, at det er dem, der skal drive udviklingen. De skal sikre innovation og vækst i vores yderområder og Realdania har endda lavet en kampagne baseret på dem. Jeg har altid tænkt, at ildsjælebegrebet var en sjov størrelse. Uklart og lidt forestillet. Og et af de ord konsulenter ofte skriver i rapporter uden helt at gøre sig klart, hvad de egentlig mener.

På wikepedia står der, at ildsjæle ofte arbejder ulønnet og begejstret for en sag, som de tror på. Den betegnelse snævrer jo ikke ligefrem begrebet ind. Men så var det, at jeg stødte på 17 begejstrede ildsjæle for fuld udblæsning i Lille Vildmosecentret ved Storvorde. Lille Vildmose ligger helt derude, hvor kragerne vender. Men hvor man paradoksalt nok ikke er langt nok fra Aalborg og dermed heller ikke kan karakteriseres som udkantsdanmark. Dermed et område der er oplagt for ildsjæle til at skabe vækst.

Derude midt i et stykke fantastisk natur havde Friluftsrådet sat 17 naturvejledere i stævne til en udviklingsworkshop omkring oplevelsesøkonomi og jeg havde fået æren af at drive dagen og bidrage med faglig ekspertise. Dagens formål var at stille skarpt på naturvejledernes rolle i oplevelsesøkonomien. 

Naturen har fået en revival – både turismemæssigt og politisk og lige pludselig er der rigtig mange, der gerne vil produktliggøre naturen og tjene penge på den ikke mindst. Naturvejlederne har været med hele vejen. Også dengang vi alle skreg på attraktioner og forlystelser, fordi vi var midt i forbrugsfesten og havde alt for travlt til at komme ud i naturen. Og de er med nu, hvor vi i stedet skriger på autenticitet, fordybelse, involvering og transformation – mætte af forbrugsfesten og gerne vil ud i naturen.

Med den udvikling er der naturligvis sket en del med vores forbrugsmønster, efterspørgsel og behov. Det stiller krav til naturvejlederne der skal være med til at opfylde vores behov for autenticitet og kvalitet i naturen. Derfor var vi sat i stævne i Lille Vildmosecentret på en solrig og blæsende tirsdag. For at diskutere  naturvejledernes rolle og potentialer i oplevelsesøkonomien, for at netværke og videndele.

Manto har ofte glæden af at facilitere workshops for forskellige grupper. Det er en del af jobbet. Men sjældent har jeg oplevet så engagerede, motiverede og begejstrede deltagere. Det var en fornøjelse. Naturvejlederne var engagerede i deres fag og faglighed. Motiverede for at lære nyt og tænke anderledes. Ivrige efter at afprøve hvert eneste lille fif, tip eller oplevelsesøkonomiske råd, de udvekslede. Begejstrede for hinanden og muligheden for at netværke.

Mange af deltagerne har været naturvejledere i mange år. De har stået overfor et utal af skoleklasser, børnefamilier og det grå guld. Men de har stadig ild i øjnene. De er stadig engagerede og motiverede i at indføre de danske fritidsbrugere og turister i naturens forunderlige univers. Og nu står de overfor en epoke, hvor tiden endelig er med dem, for naturen er hot som aldrig før og der kommer flere kunder i butikken.

Vi afsluttede dagen i Storvorde med at hver deltager nævnte en ting, som de på baggrund af dagen ville gøre anderledes fremadrettet. En nævnte at han ville gå hjem og kigge på prissætningen af sine ydelser. En anden nævnte, at hun ville tage mere strategisk stilling til, om hendes blog skulle leve videre eller opkvalificeres. Ikke mindst nævnte en tredje, at det med før-under-efter oplevelsen havde inspireret ham til, at hans gæster i fremtiden skal have en ting med hjem. En ting der vækker minder om naturoplevelsen, får den til at leve videre og som kan være med til at fortælle den gode historie videre til andre potentielle oplevere. 

Dagen var spækket med den slags konkrete to do handlinger, eksempler og erfaringer og jeg glæder mig til at se, hvad naturvejlederne finder på de næste par år.  Jeg ved ikke om det er, naturvejledere Realdania har i tankerne, når de jagter ildsjæle i udkantsdanmark. Men det er bestemt dem, der er i mine…

Kærlig hilsen Christa Brønd

I kender det sikkert, efter en hektisk morgen punkterede jeg på vej på arbejde. Heldigvis fik jeg opsporet en cykelhandler, som lovede at fikse min cykel til om eftermiddagen. Så var den sag jo ude af verden, troede jeg. Men da jeg begav mig hjemad, havde jeg ikke kørt ret langt, før den var gal igen. Heldigvis punkterede jeg lige foran Baisikeli Cykelværksted på Ingerslevsgade ikke langt fra Københavns Hovedbanegård.

Hos Baisikeli mødte jeg en flok didikerede cykelentusiaster, som med deres service til fulde lever op til virksomhedens slogan ”ægte kærlighed til din cykel”.

De tilbød mig straks en lånecykel hen over weekenden, mens de reparerede min cykel. Og oven i købet frit og kvit. Hvorfor er der ikke andre, som har tænkt på det! Når man lever et aktivt liv og er vant til at cykle til arbejde, børnehave, yoga og aftaler i øvrigt, er det værste ved at punktere, at ens mobilitet bliver indskrænket i nogle dage.

Da jeg dernæst bad om at få sat en ny forlygte på, spurgte de med største naturlighed, om de skulle sætte en brugt på, der, som de sagde, var lige så god men bare billigere. Ikke noget man hører hver dag i et cykelværksted og igen en positiv oplevelse.

Om mandagen ringede de til mig og fortalte, at jeg også var nødt til at få et nyt dæk på, hvis jeg ikke ville punktere igen. Her mærkede jeg igen forskellen til den første cykelhandler, som nok havde løst opgaven, men ikke med ægte cykelkærlighed.

Unik forretningsmodel: Cykler med et højere formål

Da jeg hentede min cykel igen mandag eftermiddag studsede jeg over de mange mennesker i cykelværkstedet og det høje aktivitetsniveau. Hvad var det her egentlig for en virksomhed?

Jeg fandt nu ud af, at Baisikeli ikke bare reparerer, men også udlejer og sælger nye og brugte cykler. Rent faktisk bygger de også deres egne cykler, som du enten kan købe som privatperson eller via en firmacykelordning. Erhvervskunderne tæller bl.a. Novo Nordisk, hvor cyklerne bliver brugt af personalet, når de skal til møder i andre afdelinger. Og IKEA, hvor cykler og cykeltrailere lånes gratis ud til IKEA-kunder. Op mod 20% af IKEA’s kunder ankommer nemlig på cykel og det er begrænset, hvor meget den cyklende IKEA-kunde kan fragte hjem på sin bagagebærer.

Men historien stopper ikke her! Hele grundideen med Baisikeli er nemlig, at sende brugte cykler til det sydlige Afrika, hvor de bygges om og giver fattige mennesker adgang til sundhedsydelser, uddannelse og højere indtjening. Det sker ud fra en grundtanke om, at øget mobilitet giver mulighed for at skabe et bedre liv. Den trailer som IKEA-kunderne kan låne er derfor designet så den let kan ombygges til sygetransport i Tanzania.

Så ikke alene får du en god oplevelse hos Baisikeli. Du støtter også en god sag gennem innovativ virksomhedstænkning, der udnytter en ressource – brugte cykler – som ellers ikke har høj værdi herhjemme. Se det er et forretningsmodel som går op i en højere enhed!

Mange kærlige hilsner,

Line

Første gang jeg forsøgte at forklare min mand, hvad oplevelsesøkonomi er for en størrelse, var hans reaktion: ”Nå, så du beskæftiger dig med emballage!”. Den udtalelse skurrede i mine ører. Ikke fordi emballagedesign ikke er interessant og en kundskab i sig selv. Men oplevelsesøkonomi dækker bredere, og det tog mange år og eksempler at få ham overbevist om, at der var mere i det end som så.

Men måske har han alligevel fat i noget.

Jeg tror mange af os – måske særligt kvinder – gemmer flotte æsker og poser fra dyre butikker. Det er der ikke noget nyt i. Men at billigere og meget enkle varer går hen og får høj status på grund af emballagen, dét mener jeg er udtryk for oplevelsesøkonomi.

Emballagen er en meget stor del af oplevelsen, når man køber dyrt tøj, tasker eller den nyeste Apple gadget. Men det er også blevet en effektiv måde at skabe særlige oplevelser omkring fx fødevarer på.

Jeg var i Berlin i forbindelse med filmfestivalen. Jeg nåede omkring fødevareafdelingen i den nyåbnede tyske afdeling af det franske stormagasin Galleries Lafayettes, som jeg holder meget af. Her er der i den grad tale om gourmetvarer og jeg faldt i svime over hylde efter hylde med luksuriøse fødevarer i den lækreste indpakning.

Og indpakningen gør en stor forskel. For selvom salt ikke længere bare er salt, tænker jeg alligevel, at der trods alt må være grænser for hvor stort spændet er inden for den produktgruppe. Og så alligevel. Som billedet viser er der tilsyneladende ikke grænser for hvor mange varianter af salt, markedet kan bære. Med den rette emballage er der altid plads til mere. Og man kan selvfølgelig også bygge oplevelser rundt om produktet. Vi kender det fx fra det danske Læsø sydesalt, som har gjort salt til en oplevelse. Læsø sydesalt har i dén grad positioneret sig på saltmarkedet med den stærke historiefortælling og ikke mindst den karakteristiske lille lærredspose.

I Galleries Lafayettes faldt jeg også over nogle flotte dåser. De lignede klassiske franske sømandstrøjer. Jeg kiggede faktisk ikke nærmere efter hvad der var i dem – konstaterede bare at de så flotte ud og at prisen ikke var helt hysterisk. Så måske er det også noget med det vi kalder ”affordable luxury”, hvor vi måske ikke har råd til designertasken men godt kan købe de lækre madvarer som souvenirs.

For et par år siden slæbte jeg sågar en ordentlig bøtte havregryn med hjem fra New York. Havregryn, ja. Af den ene årsag at de var emballeret i den flotteste dåse, som jeg ikke kunne stå for. Havregrynsdåsen pynter stadigvæk på hylden i køkkenet – og grynene er aldrig blevet spist.

Nogle gange kan den lækre emballage næste udgøre et helt forretningskoncept. Tænk bare på nichebutikkerne, som vi tidligere har skrevet om. Lakridsbutikken var jo i virkeligheden ikke en slikbutik, mere en emballage butik! Og herhjemme mestrer Agnes Cupcakes også emballagens kunst. Et simpelt, men lækkert produkt i den flotteste emballage.

Lækker indpakning kan gøre en stor forskel. Når vi køber dyre produkter forventer vi en eksklusiv emballage. Men når vi køber billigere produkter kan den gode indpakning løfte både den oplevelsesmæssige og den økonomiske værdi. Det kan ende med at have betydning for hvilke produkt vi overhovedet vælger.

Så måske var han ikke så tosset, ham min mand da han drillede mig med at oplevelsesøkonomi ”bare” var emballage. Emballage kan være alt fra hygiejnisk indpakning over det, der differentierer supermarkedets væld af produkter fra hinanden til en reel identitetsskaber, som mit eksempel med dåsen fra New York. Emballage kan appellere til brugeren med alt fra materialer, farver, lyde, dufte og historie.

Tænk på det næste gang du vælger vaniljen i den pæneste dåse nede i supermarkedet….

Kærlig hilsen

Anna Porse Nielsen

Jeg ser mig selv som et rationelt, progressivt og fremskridtsorienterede menneske. Det har derfor tit undret mig, at jeg ofte er til fals for nostalgi og gerne tager en tur ned af memorylane, når det gælder mine egne forbrugsmønstre.

Autentiske nordiske melsorter

Hvis jeg kigger i mit køle- og køkkenskab, finder jeg produkter, som betegnes som ”ny nordisk”. Det nordiske er efterhånden en udbredt tendens inden for fødevarebranchen, hvor gamle nordiske melsorter som spelt og ølandshvede bliver associeret med det gode liv på grund af den autenticitet, der knytter sig til råvarerne. Og inden længe vil min køkkenskabe nok også indeholde stenaldermad, som har indtaget menukortet flere stede, og som inden længe vil indtage de danske køkkenborde bredt. På min PBS er der i mange år blevet trukket et fast beløb til FitnessWorld, uden at jeg har vist mig i et træningscenter. Nu er det slut og jeg har så småt slået mig på Crossfit – som lige nu den hurtigste voksende træningsform i USA og Danmark. Mantraet er ”don’t use machines be a machine” og står i modsætning til bodybuildingens maskiner og vægte i fitnessindustrien.

Crossfit træning

I stedet for maskiner bruges rekvisitter som fx traktordæk, lægtehammere, tov, reb og vægtstænger, der var langt mere gængse redskaber i industrisamfundet end dagens vidensamfund. Vi laver øvelser som alle raske drenge praktiserede i 1950´ernes gymnastiktimer, og hvem kan ikke stå for en træningsform, som lanceres som naturlig og som en modsætning til unaturlige maskiner. Med mine iphone tager jeg ofte billeder af min lille søn Sigge (et oldnordisk navn) med billedebehandlingsprogrammet ”hipstamatic”. Det er særdeles udbredt program og har den egenskab, at programmet er med til at give vores hverdagsbilleder et skær af brune nuancer og nostalgi, som var det et gammelt papirbillede fra halvfjerdserne. Et tableau som fint matcher hipstermiljøets hang til nostalgiske symboler som fuldskæg, Ray-Ban solbriller, skovmandsskjorter, Red Wing støvler, analogt elektronik, Pitcfork og lo-fi folkmusic.

Sigge

Ovenstående eksempler fra min egen lille verden bunder i et mere generelt fænomen. Store grupper af forbrugerkorpset i Danmark får opfyldt en længsel efter det såkaldte oprigtige, historiske og naturlige ved at forbruge produkter og oplevelser som emmer af autenticitet.

Autenticitet er tilsyneladende blevet et allestedsnærværende krav og spiller paradoksalt nok glimrende sammen med en verden, hvor wi-fi, smartphones og tablets er standardudstyr og teknologien er blevet en indlejret del af vores liv.

Forventningens glæde er den største

På trods for finanskrise, gældskrise og andre økonomiske krisetegn, er (behovet for autenticitet et tegn på, at) vi som forbrugere stadig domineret af hedonisme. Der går en historie om en dansk vinhandler, som havde en god ven, som han konkurrerede med om at servere gode og specielle vine. En dag bestemte vennen sig for at drille vinhandleren. Vennen havde fundet en rødvin af hæderlig kvalitet, men fra Algeriet, et vinland, der rangerer i nærheden af bunden i traditionelle vinkredse. Vennen satte den aften en tom flaske af den hypereksklusive Lafite Rothschild på bordet ved siden af en karaffel indeholdende den banale nordafrikanske vin. Så hældte han op og lod vinhandleren smage. Vinhandleren var begejstret: »Det er en typisk Lafite«, sagde han.

Pointen med historien er ikke, at dyre vine er svindel og humbug. Pointen er derimod, at kendskab til prisen, etiketten og området er meget afgørende for vores lystfølelse og tilfredsstillelse med en oplevelse generelt. Etiketter og historier om produktet gør os som forbrugere trygge. For ligesom andre sanse- og smagsoplevelser, har vi behov for at støtte os til noget, der er definitivt, såsom pris, mærke eller nostalgiske minder.

Sebastian i en autentisk stund i hedonismens vold...

Når du smager på en vin eller generelt sanser en oplevelse, sættes det i forhold til personlige definitive pejlemærker (brands, minder og nostalgi) og det er derfor alt andet end med et objektivt udgangspunkt.  Dette er en ganske almindelig måde at reagere på, og en såkaldt hedonistisk forventning. En forventning om nydelse, man har, før man drikker noget, sætter tænderne i et måltid eller i det hele taget går ind i en oplevelse. Min og andre forbrugeres hedonistiske forventninger og konstruktionen af produkters- og oplevelsers autenticitet går særdeles godt i spænd med hinanden.

Forventninger skabt på baggrund af autenticitet og en skarp appel til de hedonistiske sider i forbrugerne, er derfor en farbar vej i jagten på forbrugernes hjerter og ikke mindst hjerner.

Kærlig hilsen

Sebastian G. Christensen – en hedonistisk forbruger på jagt efter autenticitet

Hvor blev jeg så trist? Jo, for den selvsamme morgen var der artikler i både Computerworld og Børsen som gav branchen lidt af en mavepuster. Essensen var, at den danske spilbranche ikke er værd at investere i, fordi den er for lille og for umoden. Konklusionerne er baseret på en rapport fra Kultur- og Erhvervs- & Vækstministeriet, der udkom lige før jul sidste år. Rapporten er ikke så negativ som avisartiklerne, men den fremstår uambitiøs i sine forslag til handling.

Og så er det at jeg bliver lidt træt. Særligt artiklen i Computerworld fremstod meget bastant i sine konklusioner. Når man samtidig sidder i et rum fyldt med entreprenante folk med passion for at udvikle og sælge computerspil, kan jeg ikke lade være med at tænke at danske politikere snart burde få øjnene op for potentialet.

Ja, det er en lille branche. Nej, det er ikke medico eller vindmøller. Men vi har med en branche at gøre, som rummer det, som alle politikere skriger efter: Skalerbarhed og internationalt potentiale! Spilvirksomheder er ægte ”born globals” og markedet for spil er i rivende vækst. Nogle af de artikler som Computerworld tidligere har bragt om emnet og som de også linkede til i denne omgang, er skrevet på et tidspunkt, hvor der var et enormt fokus på de såkaldte AAA produktioner. Store spil til Playstation og Xbox som koster tre cifrede millionbeløb at udvikle. I Danmark fik IO Interactive succes, mens Deadline Games knækkede nakken. Men i dag er markedet et andet. Platformene for spil udvikler sig konstant, distributionen ændrer sig på samme måde og spil er blevet et langt mere nuanceret produkt.

I det seneste halve år har jeg mødt mange spilvirksomheder og hørt dem pitche deres ideer og forretningsplaner. Der er masser af ideer og engagementet er glødende. Jeg bliver inspireret, når jeg hører om BetaDwarf, hvor syv mand er flyttet sammen for at holde udgifterne så lave som muligt, mens de udvikler deres spil. Men selvom de lever på en sten, kommer de til at mangle penge og hjælp til at komme ud i verden med deres spil på et tidspunkt. Vi prøver at gøre noget i Growing Games og tilbyde netværk og hjælp til at skærpe ideerne. Men det er selvfølgelig ikke nok.

Forleden fik jeg så en mail fra en specialeskrivende studerende på Games-uddannelsen på IT-universitet. Og han havde en vigtig pointe. I Danmark har vi en fantastisk spiluddannelse, men vi har et arbejdsmarked, som endnu er meget ungt. De få etablerede virksomheder efterspørger erfarne folk og det betyder, at de nyuddannede enten må flytte til udlandet eller starte selv, hvis de vil bruge deres uddannelse. Og det virker ærlig talt lidt mærkeligt i mine øjne, at man investerer i uddannelser på meget højt niveau, men ikke i det spirende arbejdsmarked.

De studerende, der kontaktede mig, prøver nu at starte en bevægelse under overskriften ”støt dansk spilindustri”. Som alle bevægelser i dag er udgangspunktet en facebookside og målet er at prøve at skabe opmærksomhed omkring branchens potentiale. Der er brug for det. Så jeg støtter dansk spilindustri. Gør du?

Kærlig hilsen

Anna Porse Nielsen

Men efter at have oplevet Acne’s nye rammer kan jeg konstatere, at Acne ikke blot har åbnet ny butik. De har fået sig et nyt oplevelsesrum, der i dén grad adskiller sig fra alle andre tøjbutikskoncepter i København.

Først og fremmest er det ikke helt til at gennemskue, hvad der sker i butikken udefra, da vinduerne er afskærmet med røde plader. Her kan man lige skimte noget der ligner folk, bøjler og rækker med tøj. Kun i enkelte af vinduerne er der stillet en mannequin og indgangen er ret diskret.

Når du så kommer ind i butikken bliver du indhyllet i røde nuancer. Gulvene er beklædt med et lilla lidt vamset tæppe og væggene er i skarpe røde nuancer, nogle i træ og andre i blødt materiale.

Som kunde i butikken har du en oplevelse af at være i en labyrint. Her går du på opdagelse efter tøj og accessories, som står rundt omkring. Du får hurtigt fornemmelsen af at fare lidt vild i de røde omgivelser, da det ikke er tydeligt, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne. Følelsen af ikke at kunne finde rundt og meroplevelsen i form af de anderledes fysiske rammer får med andre ord oplevelsesøkonomien til at stå i fuld flor.

At butikken er som en rød labyrint afspejler på kreativ vis det tema, som Acnes kreative direktør Jonny Johansson beskriver at have valgt for butikken. Nemlig ”red light district”.

Jonny Johansson udtaler i et interview til Euroman: ”Når jeg tænker på København er det meget stoffer, sex og uartigheder – det er dirty, afslappede og uprætentiøst. Mit første minde om København er om dets red light district [Istedgade red.] Sverige har ikke et sådan område og mindet er blevet hos mig. Derfor skal denne butik være rød, rød, rød og en lille smule dirty.”

Acne har hermed skabt en lokalt forankret – et såkaldt glocal – koncept, hvor butikkens tema ud fra Acnes (svenske) tolkning afspejler byens identitet.

Jeg synes butikken er yderst gennemført og vil gerne rose Acne for deres mod til at satse på et anderledes tøjbutikskoncept. Normalt skal vi se os langt omkring for at støde på butikker af unik karakter. Vi har enkelte, hvor Abercrombie & Fitch ofte fremhæves på godt og ondt for deres natklub lignende koncept. Et af de mere markante eksempler på en oplevelsesbaseret tøjbutik er designduoen Viktor og Rolf’s særprægede butik i Milano, hvor alt er vendt på hovedet. Meget gennemført!

Så tak til Acne for den røde labyrint. Jeg håber at deres nye flagshipstore bliver en succes, om ikke andet som en identitetsskabende oplevelse for kæden, der kan skabe ekstra opmærksomhed omkring deres brand.

Jeg vil opfordre alle til at starte weekenden og ikke mindst modeugen med et smut forbi butikken.

Kærlig hilsen

Gitte Mikkelsen