Jeg ser mig selv som et rationelt, progressivt og fremskridtsorienterede menneske. Det har derfor tit undret mig, at jeg ofte er til fals for nostalgi og gerne tager en tur ned af memorylane, når det gælder mine egne forbrugsmønstre.

Autentiske nordiske melsorter

Hvis jeg kigger i mit køle- og køkkenskab, finder jeg produkter, som betegnes som ”ny nordisk”. Det nordiske er efterhånden en udbredt tendens inden for fødevarebranchen, hvor gamle nordiske melsorter som spelt og ølandshvede bliver associeret med det gode liv på grund af den autenticitet, der knytter sig til råvarerne. Og inden længe vil min køkkenskabe nok også indeholde stenaldermad, som har indtaget menukortet flere stede, og som inden længe vil indtage de danske køkkenborde bredt. På min PBS er der i mange år blevet trukket et fast beløb til FitnessWorld, uden at jeg har vist mig i et træningscenter. Nu er det slut og jeg har så småt slået mig på Crossfit – som lige nu den hurtigste voksende træningsform i USA og Danmark. Mantraet er ”don’t use machines be a machine” og står i modsætning til bodybuildingens maskiner og vægte i fitnessindustrien.

Crossfit træning

I stedet for maskiner bruges rekvisitter som fx traktordæk, lægtehammere, tov, reb og vægtstænger, der var langt mere gængse redskaber i industrisamfundet end dagens vidensamfund. Vi laver øvelser som alle raske drenge praktiserede i 1950´ernes gymnastiktimer, og hvem kan ikke stå for en træningsform, som lanceres som naturlig og som en modsætning til unaturlige maskiner. Med mine iphone tager jeg ofte billeder af min lille søn Sigge (et oldnordisk navn) med billedebehandlingsprogrammet ”hipstamatic”. Det er særdeles udbredt program og har den egenskab, at programmet er med til at give vores hverdagsbilleder et skær af brune nuancer og nostalgi, som var det et gammelt papirbillede fra halvfjerdserne. Et tableau som fint matcher hipstermiljøets hang til nostalgiske symboler som fuldskæg, Ray-Ban solbriller, skovmandsskjorter, Red Wing støvler, analogt elektronik, Pitcfork og lo-fi folkmusic.

Sigge

Ovenstående eksempler fra min egen lille verden bunder i et mere generelt fænomen. Store grupper af forbrugerkorpset i Danmark får opfyldt en længsel efter det såkaldte oprigtige, historiske og naturlige ved at forbruge produkter og oplevelser som emmer af autenticitet.

Autenticitet er tilsyneladende blevet et allestedsnærværende krav og spiller paradoksalt nok glimrende sammen med en verden, hvor wi-fi, smartphones og tablets er standardudstyr og teknologien er blevet en indlejret del af vores liv.

Forventningens glæde er den største

På trods for finanskrise, gældskrise og andre økonomiske krisetegn, er (behovet for autenticitet et tegn på, at) vi som forbrugere stadig domineret af hedonisme. Der går en historie om en dansk vinhandler, som havde en god ven, som han konkurrerede med om at servere gode og specielle vine. En dag bestemte vennen sig for at drille vinhandleren. Vennen havde fundet en rødvin af hæderlig kvalitet, men fra Algeriet, et vinland, der rangerer i nærheden af bunden i traditionelle vinkredse. Vennen satte den aften en tom flaske af den hypereksklusive Lafite Rothschild på bordet ved siden af en karaffel indeholdende den banale nordafrikanske vin. Så hældte han op og lod vinhandleren smage. Vinhandleren var begejstret: »Det er en typisk Lafite«, sagde han.

Pointen med historien er ikke, at dyre vine er svindel og humbug. Pointen er derimod, at kendskab til prisen, etiketten og området er meget afgørende for vores lystfølelse og tilfredsstillelse med en oplevelse generelt. Etiketter og historier om produktet gør os som forbrugere trygge. For ligesom andre sanse- og smagsoplevelser, har vi behov for at støtte os til noget, der er definitivt, såsom pris, mærke eller nostalgiske minder.

Sebastian i en autentisk stund i hedonismens vold...

Når du smager på en vin eller generelt sanser en oplevelse, sættes det i forhold til personlige definitive pejlemærker (brands, minder og nostalgi) og det er derfor alt andet end med et objektivt udgangspunkt.  Dette er en ganske almindelig måde at reagere på, og en såkaldt hedonistisk forventning. En forventning om nydelse, man har, før man drikker noget, sætter tænderne i et måltid eller i det hele taget går ind i en oplevelse. Min og andre forbrugeres hedonistiske forventninger og konstruktionen af produkters- og oplevelsers autenticitet går særdeles godt i spænd med hinanden.

Forventninger skabt på baggrund af autenticitet og en skarp appel til de hedonistiske sider i forbrugerne, er derfor en farbar vej i jagten på forbrugernes hjerter og ikke mindst hjerner.

Kærlig hilsen

Sebastian G. Christensen – en hedonistisk forbruger på jagt efter autenticitet

Hvor blev jeg så trist? Jo, for den selvsamme morgen var der artikler i både Computerworld og Børsen som gav branchen lidt af en mavepuster. Essensen var, at den danske spilbranche ikke er værd at investere i, fordi den er for lille og for umoden. Konklusionerne er baseret på en rapport fra Kultur- og Erhvervs- & Vækstministeriet, der udkom lige før jul sidste år. Rapporten er ikke så negativ som avisartiklerne, men den fremstår uambitiøs i sine forslag til handling.

Og så er det at jeg bliver lidt træt. Særligt artiklen i Computerworld fremstod meget bastant i sine konklusioner. Når man samtidig sidder i et rum fyldt med entreprenante folk med passion for at udvikle og sælge computerspil, kan jeg ikke lade være med at tænke at danske politikere snart burde få øjnene op for potentialet.

Ja, det er en lille branche. Nej, det er ikke medico eller vindmøller. Men vi har med en branche at gøre, som rummer det, som alle politikere skriger efter: Skalerbarhed og internationalt potentiale! Spilvirksomheder er ægte ”born globals” og markedet for spil er i rivende vækst. Nogle af de artikler som Computerworld tidligere har bragt om emnet og som de også linkede til i denne omgang, er skrevet på et tidspunkt, hvor der var et enormt fokus på de såkaldte AAA produktioner. Store spil til Playstation og Xbox som koster tre cifrede millionbeløb at udvikle. I Danmark fik IO Interactive succes, mens Deadline Games knækkede nakken. Men i dag er markedet et andet. Platformene for spil udvikler sig konstant, distributionen ændrer sig på samme måde og spil er blevet et langt mere nuanceret produkt.

I det seneste halve år har jeg mødt mange spilvirksomheder og hørt dem pitche deres ideer og forretningsplaner. Der er masser af ideer og engagementet er glødende. Jeg bliver inspireret, når jeg hører om BetaDwarf, hvor syv mand er flyttet sammen for at holde udgifterne så lave som muligt, mens de udvikler deres spil. Men selvom de lever på en sten, kommer de til at mangle penge og hjælp til at komme ud i verden med deres spil på et tidspunkt. Vi prøver at gøre noget i Growing Games og tilbyde netværk og hjælp til at skærpe ideerne. Men det er selvfølgelig ikke nok.

Forleden fik jeg så en mail fra en specialeskrivende studerende på Games-uddannelsen på IT-universitet. Og han havde en vigtig pointe. I Danmark har vi en fantastisk spiluddannelse, men vi har et arbejdsmarked, som endnu er meget ungt. De få etablerede virksomheder efterspørger erfarne folk og det betyder, at de nyuddannede enten må flytte til udlandet eller starte selv, hvis de vil bruge deres uddannelse. Og det virker ærlig talt lidt mærkeligt i mine øjne, at man investerer i uddannelser på meget højt niveau, men ikke i det spirende arbejdsmarked.

De studerende, der kontaktede mig, prøver nu at starte en bevægelse under overskriften ”støt dansk spilindustri”. Som alle bevægelser i dag er udgangspunktet en facebookside og målet er at prøve at skabe opmærksomhed omkring branchens potentiale. Der er brug for det. Så jeg støtter dansk spilindustri. Gør du?

Kærlig hilsen

Anna Porse Nielsen

Men efter at have oplevet Acne’s nye rammer kan jeg konstatere, at Acne ikke blot har åbnet ny butik. De har fået sig et nyt oplevelsesrum, der i dén grad adskiller sig fra alle andre tøjbutikskoncepter i København.

Først og fremmest er det ikke helt til at gennemskue, hvad der sker i butikken udefra, da vinduerne er afskærmet med røde plader. Her kan man lige skimte noget der ligner folk, bøjler og rækker med tøj. Kun i enkelte af vinduerne er der stillet en mannequin og indgangen er ret diskret.

Når du så kommer ind i butikken bliver du indhyllet i røde nuancer. Gulvene er beklædt med et lilla lidt vamset tæppe og væggene er i skarpe røde nuancer, nogle i træ og andre i blødt materiale.

Som kunde i butikken har du en oplevelse af at være i en labyrint. Her går du på opdagelse efter tøj og accessories, som står rundt omkring. Du får hurtigt fornemmelsen af at fare lidt vild i de røde omgivelser, da det ikke er tydeligt, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne. Følelsen af ikke at kunne finde rundt og meroplevelsen i form af de anderledes fysiske rammer får med andre ord oplevelsesøkonomien til at stå i fuld flor.

At butikken er som en rød labyrint afspejler på kreativ vis det tema, som Acnes kreative direktør Jonny Johansson beskriver at have valgt for butikken. Nemlig ”red light district”.

Jonny Johansson udtaler i et interview til Euroman: ”Når jeg tænker på København er det meget stoffer, sex og uartigheder – det er dirty, afslappede og uprætentiøst. Mit første minde om København er om dets red light district [Istedgade red.] Sverige har ikke et sådan område og mindet er blevet hos mig. Derfor skal denne butik være rød, rød, rød og en lille smule dirty.”

Acne har hermed skabt en lokalt forankret – et såkaldt glocal – koncept, hvor butikkens tema ud fra Acnes (svenske) tolkning afspejler byens identitet.

Jeg synes butikken er yderst gennemført og vil gerne rose Acne for deres mod til at satse på et anderledes tøjbutikskoncept. Normalt skal vi se os langt omkring for at støde på butikker af unik karakter. Vi har enkelte, hvor Abercrombie & Fitch ofte fremhæves på godt og ondt for deres natklub lignende koncept. Et af de mere markante eksempler på en oplevelsesbaseret tøjbutik er designduoen Viktor og Rolf’s særprægede butik i Milano, hvor alt er vendt på hovedet. Meget gennemført!

Så tak til Acne for den røde labyrint. Jeg håber at deres nye flagshipstore bliver en succes, om ikke andet som en identitetsskabende oplevelse for kæden, der kan skabe ekstra opmærksomhed omkring deres brand.

Jeg vil opfordre alle til at starte weekenden og ikke mindst modeugen med et smut forbi butikken.

Kærlig hilsen

Gitte Mikkelsen

De havde hørt P1 Agenda fra i sommer, hvor Gitte Mikkelsen besøgte Joe and the Juice sammen med en journalist på baggrund at sit indlæg om kæden (der efterfølgende blev udråbt som årets skarpeste konceptuelle firma-karakteristik på k-forum). Og mens Gitte var i felten og fortælle journalisten om de oplevelsesbaserede forretningskoncepter , var jeg i studiet med Jakob Rosenkrans og være kloge-Åge på oplevelsesøkonomi.

Så vi blev kontaktet af redaktionen på DR Populær for at høre om vi ville snakke oplevelsesøkonomi på TV. Det kom der et fint lille indslag ud af som du kan se her.

Hvad bliver det næste – CNN? Vi stiller gerne op.

Kærlig hilsen

Anna Porse Nielsen

Jeg har fået et gavekort til teatret af nogle gode venner, som længe har ligget i skuffen. For en måneds tid siden fik jeg lyst til at købe to teaterbilletter til en af forestillingerne og gik ind på hjemmesiden for at bruge mit gavekort. Efter en del tids roden rundt på hjemmesiden gik det op for mig, at det ikke var muligt at bruge gavekortet til køb af billetter via hjemmesiden. En lille smule frustrerende eftersom jeg lige der, ønskede at færdiggøre mit køb. Jeg besluttede i stedet, at smutte forbi Det Kongelige Teaters fysiske butik for at købe billetterne den følgende dag. Det viste sig også lettere sagt end gjort. Jeg ankom en ganske almindelig hverdag til butikken kl. 12.15 (i min frokostpause) for at konstatere, at ca. 31 andre havde fået samme ide. Jeg tog velvilligt plads for at afvente mit nummer. Efter femten minutters venten var køen reduceret med 3-4 numre og min tålmodighed desværre opbrugt. Ingen teaterbilletter til mig og endnu engang frustration over ikke at få lov til at bruge mit gavekort. Denne gang min egen skyld naturligvis, for jeg kunne jo bare have ventet.

Og hvorfor er det så interessant i en bredere sammenhæng? Jamen det er det fordi, at Det Kongelige Teater (sammen med alle mulige andre kulturinstitutioner) begræder manglen på det yngre publikum. Der er mange årsager til, at de yngre målgrupper fravælger de danske kulturinstitutioner, og mange som handler om det kunstneriske indhold frem for tilgængeligheden. Men alligevel vil jeg vove den påstand, at kulturinstitutionerne som et minimum skal følge med udviklingen og gøre det muligt for kunderne at købe og forbruge via nettet – også når det som i dette tilfælde gælder køb via gavekort. Når der er tale om den danske nationalscene, formoder jeg, at der florerer en del gavekort i det danske land. Og hvad gør man fx, hvis man bor i den anden ende af landet og ikke kan kigge forbi butikken? Set i et generelt lys handler det ikke så meget, om det konkrete eksempel, men mere om et mind set og ønsket om at følge med udviklingen og sine brugere.

Og med den oplevelse i baghovedet blev jeg så glad for at se den nytiltrådte bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater Stine Bosse i nyhederne forleden. Hun lover nye tider for vores, gamle nationalscene. Vi skal lære af Tivoli (ramaskrig!!), have fat i de unge og skabe generel nytænkning. Og jeg er sikker på, at hun nok skal leve op til sit ord.

Og hvad angår mit gavekort, så ligger det i skuffen igen. Og der ligger det højst sandsynligt indtil Stine Bosse m.fl. har gjort det muligt at bruge det på Internettet.

Med kærlige hilsner og en kærlig opfordring til landets kulturinstitutioner til at se mulighederne i Internettet og brugernes behov,

Christa

De har en drøm om at leve af musikken og flere har allerede gang i en karriere. Nogle som musikere andre som kommende eventmagere, managere, festivalledere eller lyddesignere. Men hvad kræver det, hvis man gerne selv vil styre sin musikalske forretning?

Det og mange andre ting er 42 iværksættere allerede blevet meget klogere på. Siden juni har de nemlig deltaget i udviklingsforløbet Music2Business, der er målrettet dygtige og ambitiøse ildsjæle i musikbranchen.

Det etårige forløb er skræddersyet til deltagerne og veksler mellem workshops og individuel sparring med udvalgte mentorer fra branchen. En af mentorerne er Kristian Riis, der er guitarist i Nephew og medejer af Volcano Management.

Vi oplever at deltagerne i Music2Business er meget engagerede og opsøger viden, inspiration og sparring. De har forskellige mål men fælles for dem er, at de alle vil noget med musikken. Samtidig finder deltagerne sammen på tværs og bruger hinanden som sparringspartnere, businesspartnere og kreative sparringspartnere.

Nyt blik for strategi og forretningsmodeller

I dag kommer indtjeningen i musikbranchen primært fra markedet for livemusik. Det kræver nye kompetencer for bl.a.  lydteknikerne. Det er omdrejningspunktet for en af deltagerne, Jens Højs, virksomhed Audio Unify. Jens arbejder på at udvikle en uddannelse til fremtidens lydmænd under overskriften Live Sound Manager, som bliver dem artisterne vil efterspørge i fremtiden:

På trods af mine mange års erfaring i musikbranchen har Music2Business virkelig givet mig meget og gjort at jeg nu er kommet et skridt tætter på at realiser mine drømme. Music2Business har konkret hjulpet mig til at få fokus i min virksomhed og arbejde mere strategisk og forretningsorienteret, fortæller Jens Høj.

En anden af deltagerne, Mads Dahl, er festivalleder for ALIVE Festival som afvikles for 4. gang næste sommer. ALIVE Festival er kunstnerisk anerkendt og tiltrækker op imod 1.000 festivalgæster til Thy over en weekend i midten af august:

Music2Business har givet mig en stærkere forståelse for forretningsmodellen i festivalen og hjulpet mig i min strategi over for både offentlige og private samarbejdspartnere, siger Mads Dahl.

Branchefolk med succes deler ud

Deltagerne møder undervejs interessante folk fra branchen, der har fingrene på pulsen og er eksperter på deres felt – og samtidig er ude i den praktiske og virkelige verden. Senest har musikeren og forretningsmanden Kristoffer Rom fra bandet Oh no Ono og pladeselskabet Tambourhinoceros og Jens skov Thomsen, der ved sigen af karrieren i Veto studerer jura og arbejder med rettigheder hos Sony, delt ud af deres erfaringer. Det sker i kombination med oplæg fra erfarne oplægsholdere og eksperter. Alt sammen for at  styrke deltagernes strategiske forståelse og evne til at udnytte de kommercielle muligheder i musikken – og give dem et vigtigt netværk.

Til næste workshop her i januar får deltagerne inspiration til god kommunikation og til at opbygge og vedligeholde deres brand uden uoverkommelige udgifter.

Bag Music2Business står partnerne Manto, Volcano Management og Bandakademiet i samarbejde med Musikzonen, Gimle, STARS og KODA. Projektet er støttet af Region Sjælland.

Følg Music2Business på facebook eller kontakt os hvis du vil høre mere,

Mange kærlige hilsner,

Line

Umiddelbart tænker jeg, at butikkerne tager imod alle disse købende kunderne med kyshånd. Særligt nu, hvor flere butikker anklager kunderne for at være servicesnyltere, der kun bruger butikkerne som showrooms og ellers køber deres varer online efter et kig på Pricerunner: “Nogle kunder bruger rask væk en halv time af ekspedientens tid og køber så produktet et andet sted. Det er en meget frustrerende situation, og forretningerne ved ikke, hvordan de skal håndtere det“, siger Poul Erik Pedersen, direktør i Danmarks Fotohandlerforening. Annette Falberg, adm. direktør i Foreningen for Distance- og Internethandel, siger da også direkte i en artikel i Jyllands Posten, at “der er slet ingen tvivl om, at onlinehandel har kapret betydelige markedsandele fra de fysiske forretninger. Mens den fysiske detailhandel oplever stagnation eller fald i omsætningen, så vokser nethandelen“.

Så kunne man da forestille sig, at butikkerne ville benytte chancen i disse dage til spille ekstra på alle tangenter og yde den bedste service, så kunderne kom igen for at købe mere efter jul.

Men har har jeg gjort en interessant observation, der bevidner om en helt anden tilgang. Nemlig at flere butikker vælger ikke at pakke julegaver ind. Jeg er stødt på forskellige varianter: Flere steder henvises til en separat indpakningskasse (og kø) efter købet. Mange butikker undlade helt at tilbyde gaveindpakning. Og sidst men ikke mindst er der butikker, som kun tilbyder indpakning til nogle af kunderne, alt efter hvilke varer de køber. Sidstnævnte er særlig interessant, da butikken her sender et signal om, at ikke alle kunder kan få den fulde serviceoplevelse. Det er alle nogle meget interessante strategiske valg.

For på den ene side giver det fin mening. Gaveindpakning tager ekstra tid og kræver mere personale. Eller i hvert fald et ekstra bord, hvor gaveindpakningen kan foregå. Medarbejdernes tid samt udgifter til papir og bånd betyder ekstra udgifter.

Men på den anden side er det i mine øjne helt forkert af butikkerne at skære denne service fra. For hvis ikke kunderne får pakket gaverne ind – enten for at slippe for at gøre det selv eller for at få butikkens fine papir med i købet – og kunderne tilmed i værste fald får følelsen af at være nedprioriteret eller til besvær, hvorfor så ikke bare købe alt på nettet? Kan butikkerne så reelt tillade sig at kalde kunderne for snyltere, der udnytter dem, når de ikke selv giver noget den anden vej?

Jeg handler selv gerne på nettet, da det er let og ofte meget billigere. Men i mange tilfælde foretrækker jeg at tage i en butik. Og det er ikke for at lure hvilken størrelse, der passer bedst eller hvordan farverne ser ud i virkeligheden, for så at drøne hjem og bestille samme vare på nettet. Det er rent faktisk for at få den købsoplevelse med, som online shopping ikke giver. Det kan være alt fra en hyggelig stemning i butikken, en flot indpakning eller en hjælpsom ekspedient, der kan give yderligere information om varen. Jeg får i flere tilfælde også inspiration til andre fremtidige køb og andet med derfra. Mange af jer genkender det nok.

Butikkerne har en oplagt mulighed for at yde den fulde købsoplevelse, hvor der tilsættes merværdi til det egentlige produkt på forskellig vis. Hermed skabes en relation mellem kunde og butik, der får kunderne til at komme igen og som betyder øget omsætning for forretningen. Samlet set styrker en helstøbt forretningsmodel både butikken økonomisk og giver en bedre oplevelse for kunden. Og så er det underordnet om butikken sælger nips, om der sælges elektronik eller om det er et lavpris supermarked.

Men her oplever jeg ofte, at det oplevelsesøkonomiske forretningspotentiale for mange butikkers vedkommende forsømmes og ”det gode ekstra” udebliver. Jeg oplever desværre oftere og oftere det direkte modsatte i form af ikkeeksisterende service.

Generelt forventer danskerne sig ikke meget for at få en god serviceoplevelse. En venlig ekspedient er ofte mere end rigeligt til at imponere. Dårlig service er heller ikke jordens undergang og det er ofte blot anledning til sjove historier og beslutning om ikke at vende tilbage. Men netop dette kan blive butikkernes undergang.

For at illustrere hvordan serviceoplevelsen kan gå tabt vil jeg komme med et par korte eksempler  – ud fra egne erfaringer og fra samtaler om emnet. For overskuelighedens skyld har jeg opdelt eksemplerne i to overordnede kategorier.

Der er ”livsstilsbutikkerne” , hvor der sælges dyrt tøj og interiør og hvor du let smider flere tusinde kroner efter et lille stykke brugskunst af en art. Hvis der er problemer med varen efter handlen er erfaringen, at det er dit eget problem som kunde og det tages kun modvilligt retur eller byttes. Min kollega oplevede blandt andet at få to støvler af hver sin farve med hjem, hvorefter svaret var, at hun kunne prøve at få den ene farvet hos skomageren, da de ikke tog retur. Vi har her med produkter at gøre, der hverken er ’need to have’ eller som kan defineres som ’affordable luxury’. Jeg vil derfor mene, at butikkerne for alvor lever af at sælge kunder den gode oplevelse.

Derudover er der stederne for større køb som møbelforretninger og ejendomsmæglere. Her bliver kunderne ofte mødt af medarbejdere, der ikke ved hvad de sælger. Som da en møbelsælger forsøgte at sælge mig noget imprægnering til en sofa. Dog uden at vide, hvordan det virker. Eller da han mente at det var en stor fordel for mig at købe sofaen i butikken fremfor over nettet, da han ville få en bonus. Godt så.

Hos ejendomsmæglere har jeg oplevet en forretningsmodel, hvor de ved første besigtigelse sender en medarbejder uden viden om den konkrete bolig. Det er set fra mæglerens synspunkt sikkert en fornuftig prioritering. Det er uhensigtsmæssigt at sende de tunge skyts, når chancen for salg ved første fremvisning er lille. Men i mine øjne sænker ejendomsmæglerne netop deres egne salgschancer ved at fremstå uvidende. Ved større køb skal tryghedsfaktoren være til stede fra start. Det er derfor problematisk, hvis sælgeren intet ved om produktet.

Hvad betyder det for butikkerne, at deres kunder går derfra med en følelse af at have fået dårlig service? Det sætter i sidste ende butikkerne et godt stykke tilbage i forhold til deres konkurrenter, nemlig online butikkerne med billige og effektive handlemuligheder. Butikkerne kan sjældent konkurrere på de parametre. De må derfor differentiere sig positivt i forhold til, hvad de har af fordele for at skabe den gode helhedsoplevelse.

Hvordan styrker butikkerne så konkret deres konkurrenceparametre? Merværdi i form af den gode relation til ekspedienten, det sansemæssige og det fysiske rum er svaret.

Udover servicemindede ekspedienter – den lidenskabelige ekspert, der ved alt om produktet eller som bare kan lide at arbejde i et servicefag – drejer det sig om at skabe det behagelige og stemningsfulde fysiske rum. Et sted der tiltrækker de ønskede målgrupper og giver dem lyst til at komme igen. Måske det endda er så appellerende, at kunderne oplever en identitetsmæssig værdi i både produktet og butikken.  Her er det forretningsmæssigt en stor fordel med en positiv brandværdi, da populariteten tiltrækker endnu flere kunder. Apple er og bliver det gode eksempel på det.

Måden det fysiske rum skabes på, kan variere efter hvilket produkt, der sælges og hvilken målgruppe butikken henvender sig til. Tag for eksempel boghandlerne, der om nogen oplever at lide under fordelene ved at købe bøgerne over internettet. Her er et oplagt potentiale i at skabe en stemning omkring købet ved at skabe det rolige og hyggelige rum, som kunderne i mange tilfælde drømmer om at kunne læse deres bog i. Helt simpelt en café eller hyggeligt læseområde, hvor bøgerne kan læses, der kan købes kaffe osv.

Det samlede formål for butikkerne med at dyrke deres konkurrenceparametrene er, at give kunderne lyst til at købe og til at vende tilbage. Om det så er ved en indbydende indretning eller en merfunktion, der understøtter eller supplerer købet. Eller  helt simpelt behagelige oplevelser for sanserne såsom en lækker duft af læder i skobutikken. Det kan også være af funktionel karakter som eksempel en flot stofpose, som kunderne også har lyst til at bruge efterfølgende. Neuromarketing er her en udvidet måde at gribe det  an på, hvor kundernes hjerner undersøges  for at afdække hvilke elementer, de bliver tiltrukket af. Det kan være placeringen af varerne til produkternes visuelle karakter. Herfra kan butikkerne tilrettelægge og understøtte købsoplevelsen med de elementer, der stimulerer oplevelsen og hermed skaber et større salg. Se meget mere om det her.

Konkurrencen bliver ikke lettere og flere online butikker vinder sig ind på butikkernes konkurrenceparametre. På onlineshoppen Youheshe får du eksempelvis din vare tilsendt i en smuk æske og flere netbutikker gør meget ud af at have et lækkert og funktionelt design.

Samtidig udvikler genren af online shopping sig med haste skridt. Der går fx ikke længe før Tescos koncept med at handle ind i metroen bliver en realitet i København. Her scanner man varen på en supermarkedshyldelignende plakat i metroen og på den måde kan dagligvarerne købes på en let og anderledes måde. Vi har tidligere skrevet om selvsamme koncept.

Pointen er ikke, at alle skal shoppe sig lykkelige med de gode købsoplevelser. Men at butikkerne skal få øjnene op for, hvorfor det er de taber til online shopping. Og hvordan de gør noget ved det i stedet for at pege fingre af forbrugerne. Gode serviceoplevelser i butikkerne betyder, at kunderne vender tilbage og at de fortæller det videre til andre potentielle kunder.  Det er win win med både glade kunder og øget forretning for butikkerne.

Jeg ved at mange efterhånden har behov for gode oplevelser for ikke at opgive butikker til fordel for internet shopping. Jeg vil personligt glæde mig til flere indbydende serviceoplevelser derude, særlig nu hvor en del julegaver forsat mangler at blive købt.

Kærlig hilsen

Gitte Mikkelsen

Biografmarkedet har siden 2003 ligget mellem 12 og 14 millioner solgte billetter årligt. 2010 var et af de bedre år med små 13 millioner solgte billetter. Der er altså tale om et stagnerende marked. Samtidig klager biografejerne over en presset økonomi.

Og hvis jeg skal være ærlig forstår jeg faktisk godt, at biograferne er klemte. Men jeg vil gerne anspore til, at biogrejerne kigger indad og fokuserer på selve oplevelsen, i stedet for at gå i defensiven og holde på status quo. For hvis film skal ses i biografen, sådan som Ole Michelsen altid sagde i Bogart, skal det være en markant bedre oplevelse, der gør det attraktivt at opsøge en biograf i stedte for at se filmen hjemme i stuen.

Oplevelsens treenighed

Forventningen

Som rådgivere og eksperter i oplevelsesøkonomi taler vi i Manto om den tredelte oplevelse, som rummer en før-oplevelse, selve oplevelsen og en efter-oplevelse:

• Før-oplevelsen er der, hvor forventningen omkring oplevelsen bygges op, der hvor man begynder at glæde sig og forberede sig mentalt på den oplevelse man skal have.
• Under er selve oplevelsen og hvor den oplevelse man forventer udfolder sig og engagerer ens sanser, følelser og tanker.
• Efter-oplevelsen er tiden bagefter, hvor oplevelsen lagres i hukommelsen og integreres i fortællingen om en selv som person (kald det identitet, selvdannelse eller social distinktion).

Souvenier

Det mest klassiske og brugte eksempel er rejsen, hvor man efter at have bestilt billetten begynder at glæde sig til at komme væk fra for eksempel det danske vejr og generel vintertristesse. Herefter kommer selve ferieoplevelsen som repræsenterer bruddet med hverdagen. Når man er vel hjemme igen indlejres rejsen i fortællingen om en selv – ikke mindst understøttet af såkaldte memorabilia – souvenirs, billeder, brugte billetter etc.

Her synes jeg at biograferne misser et stort potentiale, ved at have et snævert fokus på selve filmoplevelsen. Der sker først og fremmest ikke rigtig noget fra man har købt billetten til selve filmoplevelsen finder sted. Det at skulle hente billetterne i god tid før forestillingen bliver derfor mest af alt et irritationselement, fordi opholdet bliver til ventetid frem for oplevelsestid. Ventetid foran køen til slikbutikken eller til en kop kaffe, som man så kan indtage i en ofte overfyldt, mørk og lidt snusket foyer. Derudover er der efter-oplevelsen hvor man, når rulleteksterne har forladt lærredet, hurtigt bliver sluset ud i kulden og ender fortumlet i en baggård eller på en trafikeret vej. Tak for denne gang! Her kunne biograferne helt oplagt sørge for at forlænge biografoplevelsen ved at  holde cafeen åben efter forestillingen eller tilbyde en form for efterarrangement.

En forlænget og forstørret biografoplevelse

Der findes selvfølgelig biografer rundt omkring i Danmark, som har fokus på hele oplevelsen forstået som både før, under og efter. Men mange opererer stadigvæk relativt traditionelt og som udenforstående kan det godt se ud som om, at det er de små biografer i de mindre byer eller på de små øer, som er mest innovative. Det er jo en kendt sag at man ofte er mest innovativ, når man er presset til at være det.

Biografen Samsø - lille og nytænkende

Og jeg kan ikke lade være med at se et hav af muligheder for at forlænge og forstørre biografoplevelsen, hvis man tog oplevelsesbrillerne på. Biografturen er jo som oftest en social eller romantisk begivenhed. Sat på spidsen kan man sige at filmen nogle gange bliver det mindst vigtige fordi biografen ofte fungerer som en ramme om samvær og filmen som input til en samtale. Ud fra et etnologisk eller sociologisk perspektiv er biograferne i langt højere grad er en oplevelse, der handler om fællesskab end en, der handler om at vise en film til et passivt publikum.

Det skaber muligheder for at udvikle nye koncepter og styrke oplevelsen og måske ad den vej give biograferne en ny platform og en ny måde at styrke det følelsesmæssige bånd til os, brugerne, som i sidste instans er det, der giver sorte tal på bundlinjen.

Mange kærlige hilsner,

Line

Som så mange andre bliver jeg ofte inviteret til konferencer. Nogle gange som oplægsholder, men de fleste gange som almindelig deltager. Og jeg forstår ikke, at mange konferencearrangører endnu ikke har lært, at ”less is more” når det kommer til oplæggenes antal og mængde. Der er kommet fokus på oplevelser, inddragelse, lærende møder, brug af teknologi osv og tak for det – som en der beskæftiger sig med oplevelsesøkonomi er det et stort fremskridt. Men jeg savner stadigvæk fokus på vægtningen mellem oplæg og pauser.

For hvorfor går vi til konferencer? Jeg vil vove den påstand, at for langt de flestes vedkommende er det lige så meget for at netværke med kendte og ukendte faglige relationer, som det er for det faglige indhold. Det kan være, at det forholder sig anderledes i den videnskabelige verden eller der, hvor konferencens emne er meget specifikt. Men i min verden er langt de fleste konferencer en ramme om netværk krydret med enkelte gode oplæg.

Og det er i pauserne, at det sker. Det er her de spændende snakke opstår. Jeg har ikke tal på de konferencer, jeg har været til, hvor den eneste tid, der har været afsat til snak, har været to korte kaffepauser på 10-15 minutter og en hektisk frokost i løbet af en hel dag. Hektisk fordi programmet alligevel altid skrider og pauserne derfor bliver inddraget til endnu mere envejskommunikation. Jeg forstår det ikke!

Når jeg vælger at deltage i en konference, er det sjældent selve indholdet, der får mig til at tage beslutningen om at bruge tid og penge på at være med. Det er fint nok med inspiration og jeg siger bestemt ikke nej til et spændende oplæg. Men hvis jeg skal bruge en hel dag på at deltage i en konference, så handler det i høj grad om, hvem de andre deltagere er og om der er tid til at møde dem. Oplægsholderne fungerer ofte som trækplastre og som dem, der får folk til at tilmelde sig. Men jeg tror faktisk, at rigtig mange har det som jeg: at det er mødet med de andre deltagere, der betyder noget i forhold til, at man oplever tiden som godt givet ud.

Her springer kæden af for mange arrangører. Jeg kan godt forstå, at man gerne vil lave et spændende program med gode oplægsholdere, god mad og måske endda en oplevelse af en art i løbet af dagen. Men hvornår lærer mødearrangørerne, at der skal afsættes meget mere tid til netværk?

Jeg deltog engang i en innovationsgruppe omkring fremtidens mødekoncepter. Her udviklede vi forskellige formater for møder og konferencer og prøvede at udfordre rammerne. En af ideerne var en ”non-ference”. Eller sagt med andre ord en konference uden indhold. En konference, hvor man tog konsekvensen af, at mange folk alligevel primært kommer til konferencer for at netværke og derfor helt fjernede et eventuelt fagligt indhold. Måske lidt ekstremt, for hvordan ved folk så om arrangementet rent faktisk er relevant for dem og hvem de kan forvente at møde? Det er jo det, som oplægsholderne er med til at signalere.

Men måske man kunne lave en tommelfingerregel i konferencebranchen om at programmet skal vægtes 50/50? Den ene halvdel af dagen kan gå med gode spændende oplæg og den anden halvdel med tid til netværk. Så kan man lave åbne pauser, hvor folk griber en kop kaffe og sludrer med hinanden. Eller man kan lave mere faciliterede pauser, hvor arrangørerne hjælper folk til at møde nye mennesker og reflektere over dagens indhold. Mulighederne er mange.

Det afgørende er, at jeg synes at det er i kombinationen af gode oplæg hvor man bliver præsenteret for nye tanker og i refleksionen gennem samtale at ideerne opstår og der dannes basis for nye samarbejder. Sådan nogle konferencer vil jeg i hvert fald gerne komme til!

Kærlig hilsen
Anna Porse Nielsen

Kilde: Erhvervs- og Vækstministeriet, Fotograf Thomas A.

For nylig tonede Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohn frem på skærmen hjemme hos mig i programmet DR PENGE. Her blev der (igen) stillet skarpt på oplevelsesøkonomien og computerspilbranchen var et af de eksempler, der blev trukket frem. Jeg hørte ministeren sige, at de kreative erhverv var interessante og at vi skulle finde ud af mere om deres vækstpotentiale. Og så var det, at jeg både blev opløftet og træt. Opløftet fordi det er dejligt med en minister, der er interesseret i området. Træt fordi jeg naivt troede, at vi for længst VAR blevet enige om, at der er et stort potentiale i de kreative brancher!

I Manto har vi analyseret de kreative brancher og oplevelsesøkonomien på kryds og tværs. Og jeg tør godt sige, at der ikke er mange, der ved lige så meget som os om, hvilke rammebetingelser de kreative erhverv har brug for, hvis der skal komme flere iværksættere og flere virksomheder, der vokser. Vi har læst, interviewet, analyseret og konkluderet i mange år og i mange sammenhænge.

Samlet set peger alle vores undersøgelser og analyser på, at der er masser af kreativt talent og iværksætterlyst i Danmark. Men en af ting, der går igen i analyserne er at de kreative iværksættere – uanset branche – har brug for at lære mere om, hvordan de udvikler en egentlig forretning.

Det er ikke nyt og jeg ved af egen erfaring, at det at drive en forretning også er noget, man lærer ved at gøre det. Men vi kan se, at problemet er større for kreative virksomheder end i andre brancher. Her er flere mikrovirksomheder og færre større virksomheder. Og det er fortsat et problem for mange kreative at tage skridtet fra den gode idé til at blive en sund og levedygtig forretning. Der er mange bud på, hvorfor det er sådan, men det springer vi lige over i denne omgang.

Vækstgrupper er vores opskrift

Vi besluttede os for at tage handsken op. Vi ville gå fra at være dem, der analyserer til at være med til at udvikle et konkret bud på, hvordan vi gør kreative iværksættere bedre til at drive en forretning. Resultatet er et tilbud om hjælp til forretningsudvikling skræddersyet computerspilvirksomheder. Det hedder Growing Games og vi har udviklet konceptet og gennemfører det sammen med vores uundværlige partnere fra Computerspilzonen, CONNECT Denmark og DI ITEK. Lige præcis den partnerkreds sikrer, at vi kan trække på et meget stort netværk af erfarne erhvervsfolk fra andre brancher og give spiludviklerne adgang til helt nye ressourcer.

I korte træk er Growing Games et tilbud til alle unge spilvirksomheder i Danmark, der har ambitioner om vækst. Growing Games er bygget med en grundstamme i form af en række fælles workshops for en gruppe af spilvirksomheder, der kan kvalificere virksomhederne til et individuelt sparringsforløb hos CONNECT Denmark.

Growing Games giver virksomhederne adgang til viden, værktøjer og kontakt til mentorer og potentielle bestyrelsesmedlemmer. Samtidig er Growing Games også et netværk, hvor deltagerne kan møde andre fra branchen, der kender udfordringerne og som måske har fundet en løsning på en eller flere af dem.

Fordi vi ved, at det er en proces at udvikle egen virksomhed, løber Growing Games over et års tid. Vi afholder heldagsworkshops og deltagerne kommer til at lære om strategi, forretningsmodeller, ledelse, HR, jura, eksport, markedsføring, etc. Alt sammen med udgangspunkt i spilvirksomhedernes behov.

Kernen i at udvikle computerspil er at kunne tiltrække kapital. Derfor har vi et gennemgående fokus i hele forløbet på at ruste deltagerne i at kunne pitche – at kunne sælge sig selv, sin idé og sin forretningsmodel på tre minutter. Fordi man aldrig ved hvornår man støder ind i dén person, der viser sig at være den helt rigtige investor.

Artwork fra spillet Lets Dance

På den sidste workshop deltog 19 virksomheder. Udgangspunktet var forskelligt – nogle var helt nye iværksættere og andre var godt i gang. Produkterne spændte over alt fra transmediaproduktioner på tværs af film, spil og web over spil målrettet børn til spil bygget op med historien som udgangspunkt.

Principper

Growing Games er baseret på en række principper, som vi i Manto bekender os til:

• Vi laver et forløb, som er ekstremt skræddersyet til deltagerne og baseret på vores indgående kendskab til branchen og virksomhedernes behov
• Vi stiller kravet, at deltagerne har ambitioner om at udvikle sig forretningsorienteret, for at sikre, at alle er indstillet på at arbejde hårdt
• Vi blander computerspilfolk med folk fra andre brancher, fordi vi tror på at det er godt for deltagerne at blive udfordret af folk, der ikke ved hvad spil drejer sig om
• Vi tror på, at man både skal have ny viden og mulighed for at omsætte den til ens egen virkelighed med det samme – deltagerne skal derfor arbejde mens de er sammen og udnytte, at de sidder sammen med andre, der har viden, netværk og erfaringer, som de kan sparre med.

Og vigtigst af alt – vi lytter hele tiden til deltagerne og tilrettelægger forløbet hen ad vejen med udgangspunkt i deres behov.

Vores evaluering viser, at konceptet virker. Virksomhederne får ny viden og de omsætter den med det samme. Vi kan også se, at der opstår forretningsmuligheder og netværk. Vi er samlet set blevet bekræftet i, at principperne holder.

Næste gang skal vi tale om ledelse og den jura, der er forbundet med at være arbejdsgiver. Og vi glæder os helt vildt! For vi tror på at Growing Games og lignende tilbud kan være lige præcis det, som Danmark har brug for, hvis vi skal udnytte det potentiale, som vi VED de kreative brancher rummer.

Kærlig hilsen

Anna Porse Nielsen

PS. Hvis du er interesseret i at deltage på Growing Games eller bare gerne vil høre mere, så send os en mail på growinggames@manto-as.dk.

PPS. Vi har et lignende forløb for musikbranchen under overskriften Music2Business. Det skriver vi om en anden gang.