For nylig havde jeg fornøjelsen af at deltage på konferencen ”Think Space”. Konferencen var arrangeret af Givrum.nu, og i tråd med deres arbejde var der fokus på brug af tomme bygninger som ressource til kulturelle og sociale formål. De beskrev det selv med disse ord:
”Med teoretiske perspektiver og praktiske eksempler vil Think Space omhandle, hvordan byens tomme bygninger kan komme i brug ved hjælp af brugerinddragelse og bottom-up processer. Konferencen skal introducere, illustrere og videreudvikle måden hvordan tomme bygninger bliver en aktiv del i udviklingen af vores byer.”
Konferencen var godt skruet sammen med god variation og mange interessante oplægsholdere. Men hvad jeg synes fortjener en særlig cadeau – udover program og konferenceformen med flere oplæg på tværs af hinanden – var Givrum.nu’s valg af location.
Konferencen blev afholdt i Prismen på Prags Boulevard, som er et “udendørs-indenfor” idræt- og kulturhus på Amager. Bygningen blev bygget som del af Kvarterløft Holmbladsgade i 2006, og er med sit grønne bløde ”landskabsgulv” og semitransparente ydre en sand perle i området. Samtidig er Prags Boulevard i sig selv en hyggelig rekreativ kile efter fornyelsen i 2005, og den strækker sig fra Amagerbrogade gennem boligkvarterer og industriområder mod udsigt over Øresund.
Herudover havde vi glæden af flere indbyende rum i tråd med konferencens emne. Først og fremmest kunne vi hænge ud i det gode initiativ Prags Have, som også ligger på Prags Boulevard. Haven er et pragteksempel på, hvad brug af byens ubrugte arealer kan føre til af berigelse for et område. Prags Have er en industrigrund, der er forvandlet til en urban have fyldt med grønt i alle afskygninger. Der er fællesspisning hver uge, byggeworkshops, og alle er velkomne til at kigge forbi.
Samtidig var alle inviteret til at hænge ud på Prags Boulevard 43, hvor ibrugtagning af tomme bygninger er udfoldet i praksis i form af værksteder, produktionshaller og meget andet godt.
Sidst men ikke mindst lå Büro Detours bidrag til Metropolis, Dennis Design Center, der lå lige udenfor Prismen. Büro Detours havde på deres særlige facon skabt en hyggeligt uderum fyldt med farver, trækonstruktioner, grill-cykel, skateboardbænke og fede detaljer. Her var det fantastisk at bruge sine pauser, hvor musikken spillede, folk hang ud og stemningen var god.
Alt i alt var det herligt at se hvordan Givrum.nu havde indtænkt omgivelserne i forhold til konferencens tema. Det sker for sjældent og var fantastisk at opleve, hvor godt en konference kan fungere på grund af det. Tak, Givrum.nu!
Kærlig hilsen
Gitte Mikkelsen
