Tag Archives: Byens rum

Fra grill-cykel til urban have

25 aug

For nylig havde jeg fornøjelsen af at deltage på konferencen ”Think Space”. Konferencen var arrangeret af Givrum.nu, og i tråd med deres arbejde var der fokus på brug af tomme bygninger som ressource til kulturelle og sociale formål. De beskrev det selv med disse ord:

”Med teoretiske perspektiver og praktiske eksempler vil Think Space omhandle, hvordan byens tomme bygninger kan komme i brug ved hjælp af brugerinddragelse og bottom-up processer. Konferencen skal introducere, illustrere og videreudvikle måden hvordan tomme bygninger bliver en aktiv del i udviklingen af vores byer.”

Konferencen var godt skruet sammen med god variation og mange interessante oplægsholdere. Men hvad jeg synes fortjener en særlig cadeau  – udover program og konferenceformen med flere oplæg på tværs af hinanden – var Givrum.nu’s valg af location.

Konferencen blev afholdt i Prismen på Prags Boulevard, som er et “udendørs-indenfor” idræt- og kulturhus på Amager. Bygningen blev bygget som del af Kvarterløft Holmbladsgade i 2006, og er med sit grønne bløde ”landskabsgulv” og semitransparente ydre en sand perle i området. Samtidig er Prags Boulevard  i sig selv en hyggelig rekreativ kile efter fornyelsen i 2005, og den strækker sig fra Amagerbrogade gennem boligkvarterer og industriområder mod udsigt over Øresund.

Herudover havde vi glæden af flere indbyende rum i tråd med konferencens emne. Først og fremmest kunne vi hænge ud i det gode initiativ Prags Have, som også ligger på Prags Boulevard. Haven er et pragteksempel på, hvad brug af byens ubrugte arealer kan føre til af berigelse for et område. Prags Have er en industrigrund, der er forvandlet til en urban have fyldt med grønt i alle afskygninger. Der er fællesspisning hver uge, byggeworkshops,  og alle er velkomne til at kigge forbi.

Samtidig var alle inviteret til at hænge ud på Prags Boulevard 43, hvor ibrugtagning af tomme bygninger er udfoldet i praksis i form af værksteder, produktionshaller og meget andet godt.

Sidst men ikke mindst lå Büro Detours bidrag til Metropolis, Dennis Design Center, der lå lige udenfor Prismen. Büro Detours havde på deres særlige facon skabt en hyggeligt uderum fyldt med farver, trækonstruktioner, grill-cykel, skateboardbænke og fede detaljer. Her var det fantastisk at bruge sine pauser, hvor musikken spillede, folk hang ud og stemningen var god.

Alt i alt var det herligt at se hvordan Givrum.nu havde indtænkt omgivelserne i forhold til konferencens tema. Det sker for sjældent og var fantastisk at opleve, hvor godt en konference kan fungere på grund af det. Tak, Givrum.nu!

Kærlig hilsen

Gitte Mikkelsen

Midlertidighedens muligheder – fra byggerod til gode oplevelser

26 apr

Ja, det er da også irriterende. Hver gang der bygges noget nyt i byens rum, så kommer der besværlige afspærringer og byggerod. Det forstyrrer! Om det er byggeri af metroen i København, vejarbejde, lægning af nye rør eller udvikling af nye pladser, så tager det ofte lang tid og skaber uorden.

MEN…

Samtidig oplever jeg en positiv tendens omkring byggeprojekterne. Nemlig at de midlertidige tilstande iscenesættes. Der skabes på forskellig vis nye rum og oplevelsesmuligheder til glæde for byens brugere. Det giver os mulighed for at bruge og opleve byen på nye måder i de perioder, hvor byggeriet foregår. Lad mig komme med et par eksempler, som jeg er faldet over indenfor den seneste tid:

Industriens Hus har fået kulør

Ved Rådhuspladsen er moderniseringen og udbygningen af Industriens Hus i fuld gang. Det har betydet nedrivning i stor stil, og på nuværende tidspunkt står kun betonskelettet tilbage. Det kunne let medføre, at der var en stor spøgelseslignende byggeplads midt i det indre København. Men det er ikke tilfældet.

Dansk Industri har nemlig valgt at sætte farvet lys på skelettet for at gøre byggeriet til en interessant oplevelse, mens det bliver færdiggjort. Det gør, at byggepladsen ikke fremstår som en stor sort kasse, men at det ligefrem opleves som underholdende og trygt at opholde sig omkring den efter mørkets frembrud.

Enghave Plads inddrages forsat i hverdagslivet

I forbindelse med metrobyggeriet er den ellers så levende og mangfoldige Enghave Plads forvandlet til et inferno af byggeri. Men i stedet for at skærme af har ejeren af Darling Artbar valgt at inkludere byggeriet som en del af lokalområdet. Så der er etableret udendørsservering lige op af den synlige byggeplads.

Der er frit udsyn til byggeprojekterne og det er muligt for caféens gæster og øvrige passerende at følge med i udviklingen. Det er ret fedt frem for at sidde bag et stort hegn!

Torvehallerne på Israels Plads indbyder nysgerrige sjæle

Og apropos mulighed for at følge med: det igangværende byggeri af Torvehallerne på Israels Plads kan godt opleves som skjult for omgivelserne grundet den høje afskærmning omkring byggepladsen. Men nysgerrige forbipasserende vil hurtig opdage, at der udover motiver og tekst på det massive hegn ligeledes findes huller i hegnet, hvor det er muligt at kigge ind.

Motiverne ved siden af hullerne viser billeder af de færdige torvehaller, hvor tilskueren får mulighed ved at følge processen og se, hvor langt byggeriet er kommet. Det overrasker og giver de forbipasserende lyst en til at stoppe op. Og hvem ved, måske får flere ligefrem lyst til at vende tilbage og se hvad der er sket siden sidst?

Jeg synes eksemplerne viser, hvordan byggeri i byens rum kan iscenesættes til noget interessant uden de store krumspring. Ved hjælp af anderledes oplevelser forvandles byggerodet til noget underholdende i stedet for noget trist og utiltrækkende. Det gør byen dynamisk og ikke mindst til et sjovere sted at bevæge sig rundt. Så mere af det, tak!

Kærlig hilsen Gitte Mikkelsen

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 70 other followers