Tag Archives: Mikkel Kessler

Action på Amager

11 aug

Jeg er betaget af Amager. På den ene side opfatter mange Amager som den utjekkede del af København. På den anden side byder øen på et hav af urbane og naturmæssige oplevelser. Kører man øen rundt i urets retning, kan man bevæge sig fra Islands Brygges havnefront forbi bykernen og helt op til Refshaleøen, hvor en stemning af Klondyke hersker. Sydover møder man Strandparken, Kastrup og det pittoreske Dragør.

Søvangs badebro. Kilde: Geocaching.com

Og på den allersydligste del finder man den lidt hemmelige by Søvang, Kongelunden og kæmpestore Amager Fælled. Inde på øen er der nogle af de nyeste urbane tiltag med den udskældte Ørestad og de prisvindende byggerier. Men også Store Magleby, som rummer landsbyidyl, bindingsværkshuse, gadekær og boksehelten Mikkel Kessler. Amager byder på et væld af forskelligheder.

Når jeg har fået øjnene op for Amager skyldes det, at jeg netop har haft fornøjelsen af at arrangere et orienteringsløb for en flok glade entusiaster i gamle biler under navnet “The Steve McQueen Memorial Rally”. Når man skal planlægge en 60 km lang rute, som egner sig til smukke gamle biler, byder på både skøn natur og masser af oplevelser og man vælger at lægge ruten på Amager, kommer man hele øen rundt.

Gamle biler i sving på Amager

Planlægningen af løbet bragte mig blandt andet til en del af Amager, hvor der i de senere år er vokset en hel lille klynge af udbydere af forskellige actionaktiviteter frem. Kommer man via Sjællandsbroen forbi Bella Center med det nye Bella Sky rammer man dette mekka af actionoplevelser. Man kan blandt andet sejle i speedbåde, køre på BMX cykler, skyde efter lerduer eller udfordre sig selv på Plug ’n Play i Ørestaden i alt fra Parkour til Beach Volley. Alt sammen samlet inden for en radius på få kilometer.

Jeg blev nysgerrig efter at møde nogle af de personer, der kaster sig ud i at drive forretning inden for actionoplevelser og tog en snak med Lasse, som står bag Speedboatrace Club. Speedboatrace kan bedst sammenlignes med gocart på vand. Man sejler omgange i små både og det gælder selvfølgelig om at være hurtigst. Lasse er en mand med visioner og et stort socialt engagement. Hans projekt handler ikke bare om at tilbyde oplevelser til glade folk på polterabend eller mænd og kvinder i jakkesæt. Nej, Lasse har en vision om både at udvikle en oplevelsesvirksomhed og samtidig forsøge at hjælpe nogle unge, som måske ellers bliver tabt af systemet ved at tilbyde dem jobs. Hans virksomhed kan måske tilbyde lidt mere elastik til folk, som ofte ikke er så gode til at møde til tiden. Som det allervigtigste tror han på, at det betyder noget, at man arbejder med noget, som gør folk glade. Og når ens job er at få folk ud at sejle hurtigt, kan man ikke undgå at komme i godt humør.

Fuld fart. Kilde: www.speedboatrace.dk

Med et oplevelsesøkonomisk blik ser jeg et stort potentiale i Amager. Særligt hvis man begynder at tænke de forskellige aktiviteter sammen og måske etablerer en rigtig oplevelsesklynge.  Man kunne markedsføre alle de forskellige actionoplevelser sammen eller lave andre former for samarbejde. Der er tale om en blanding af små virksomheder, mere eller mindre professionelle foreninger og kommunalt støttede aktiviteter, som kan have glæde af at samarbejde omkring forretningsudvikling, administration eller lignende. Vores erfaring i Manto med at skabe netværk mellem kulturinstitutioner viser, at der er meget hjælp og inspiration at hente fra andre. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det også vil være tilfældet her.

Hvis først man er i området får man helt klart lyst til at komme tilbage og prøve mere. Vi endte med at lægge en rally-post hos Lasse fordi hans værdier og hans oplevelseskoncept tiltalte os. Det betød, at ca. 75 glade motorsportsentusiaster i lørdags lagde vejen forbi Slusen og speedbådene og opdagede en ny side af Amager.

Men måske man kunne hjælpe de forskellige tiltag lidt på vej i form af mere kommunikation af, hvad man kan foretage sig i området? Lasse har allerede tanker om, at man kunne lave en oplevelsessti, som kan vise vej til flere actionoplevelser. Det synes jeg er en god ide, for Amager har potentialet til at blive hele Københavns centrum for actionoplevelser. Her er plads og masser af gode ideer og med folk som Lasse er der masser af vilje og entreprenørskab. Så vi ses på Amager – måske allerede i næste weekend?

Kærlig hilsen

Anna Porse Nielsen 

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 70 other followers